Rapport for 3. kvartal for Netop Solutions A/S


Birkerød,, 2012-11-06 14:25 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- Selskabsmeddelelse nr. 10 - 2012                                                                                                                                                 

  

  

Omsætningen i 3. kvartal levede ikke op til budgettet, og forventningerne til 2012 nedjusteres.

  

Kurt Bager, CEO, udtaler: ”Omsætningen indenfor vores to primære segmenter, Secure Remote Control og Classroom Management, har ikke levet op til vores målsætning i 3. kvartal. Indenfor Secure Remote Control har vi ikke fået lukket det fornødne antal store ordrer. En stor brand i vores udviklingskontor i Rumænien den 12. juli, betød at en række projekter ikke kunne leveres i 3. kvartal. Vi er nu oppe at køre igen i nye lokaler, men i to måneder har vi kørt på 50 % kapacitet. Vores yderligere fokusering på Customer Service segmentet, hvor vi kombinerer Secure Remote Control og Live Chat får positive tilbagemeldinger fra vores kunder og partnere men vil først slå rigtigt igennem fra næste år. Indenfor Classroom Management har salget af vores produkter været dalende, og vi har savnet produktnyheder. Dette har vi fået rettet op på, og i 3. kvartal lancerede Netop Solutions den længe ventede ”Netop Vision Mobile” til iPad. Vision Mobile giver lærere mulighed for at tilgå deres computer fra en iPad. Som konsekvens af vores resultat, må vi nedjustere forventningerne til såvel omsætning som EBITDA for 2012.

  

   

Væsentlige hovedtal for 3. kvartal 2012 omfattende perioden 1. juli – 30. september 2012

   

  • Omsætningen i 3. kvartal 2012 blev på DKK 18,9 mio. mod DKK 21,6 mio. i 3. kvartal 2011, hvilket svarer til et fald på 13% i forhold til samme periode sidste år.

 

  • Omsætningen inden for Secure Remote Control udgjorde DKK 7,2 mio. i 3. kvartal 2012 mod DKK 9,8 mio. i samme periode sidste år.  Omsætningen inden for Classroom Management udgjorde i 3. kvartal 2012 DKK 9,5 mio. mod DKK 10,3 mio. i samme periode sidste år. Live Chat omsætningen var DKK 1,2 mio. i 3. kvartal 2012 mod DKK 0,8 mio. i samme periode sidste år.

 

  • Omsætningen i EMEA/APAC-regionen udgjorde i 3. kvartal 2012 DKK 8,0 mio. mod DKK 10,6 mio. i samme periode sidste år. Omsætningen i USA udgjorde i 3. kvartal 2012 DKK 10,8 mio. mod DKK 10,9 mio. i 3. kvartal 2011.

 

  • Resultatet af primær drift før afskrivninger og amortiseringer (EBITDA) for 3. kvartal 2012 udgjorde minus DKK minus 1,1 mio. mod DKK 1,2 mio. i samme periode sidste år. Forringelsen i EBITDA skyldes primært den lavere omsætning.

 

  • Nettoresultatet udgjorde minus DKK 4,8 mio. i 3. kvartal 2012 mod et minus på DKK 1,9 mio. i samme periode sidste år.

 

  • Ledelsens nedjusterer forventningerne for 2012 således, at der forventes en omsætning for regnskabsåret 2012 i intervallet DKK 85-90 mio., mod tidligere udmeldt DKK 95-105 mio. og et EBITDA på DKK 0 til minus 5 mio. mod tidligere udmeldte DKK 0-5 mio.
     

   

Netop Solutions A/S

Netop udvikler og sælger software-løsninger, der giver mulighed for hurtig, sikker og stabil overførsel af video, skærmbilleder, lyd og data mellem to eller flere computere. Selskabet har tre forretningsområder: Secure Remote Control, Classroom Management og Live Chat. Netop Remote Control er den mest skalerbare og sikre løsning på markedet for fjernbetjening i dag. Og flere end halvdelen af Fortune 100 benytter sig af denne unikke løsning. Netop Remote Control hjælper virksomheder verden over med at skære i supportomkostninger og leve op til strenge sikkerhedskrav. Med de markedsledende Classroom Management-løsninger til det digitale klasseværelse hjælper Netop elever og lærere i 75 lande med at opnå resultater gennem virtuel undervisning. Højere effektivitet og karakterer er blot nogle af resultaterne. Netops Live Chat-løsning, Netop Live Guide, er en unik chat-løsning, som giver virksomheder mulighed for at tilbyde en bedre kundeservice, øge effektiviteten og salget samt konvertere online besøgende til kunder. Netop beskæftiger ca. 130 ansatte og har datterselskaber i USA, England, Rumænien, Kina og Schweiz. Selskabet sælger sine løsninger til offentlige og private kunder i mere end 80 lande. Netop Solutions A/S er noteret på Københavns Fondsbørs OMX. I 2011 omsatte Netop for DKK 88,3 mio. Læs mere på: www.netop.com.

 

         Administrerende direktør Kurt Bager
         
         Telefon: 45 90 25 25
         
         E-mail:kgb@netop.com


Attachments

FB_ Meddelelse nr 10_kvartalsregskab for 3  kvartal_FINAL.pdf