150.000 hunde kan også glæde sig til jul


Der vil også være noget til de firbenede under juletræet, når vi juleaften skal pakke gaver op. En undersøgelse fra Topdanmark viser nemlig, at 28 % af danske hundeejere altid køber julegaver til deres hunde. Det svarer til, at omkring 150.000 hunde kan glæde sig til jul.

Julen er børnenes fest, siger man. Noget tyder på, at julen også er blevet en fest for vores hunde, som der findes ca. 550.000 af i Danmark.

En undersøgelse, som Epinion har foretaget for Topdanmark i 2011, viser nemlig, at 28 % af alle hundeejere altid køber julegave til deres hunde. Det svarer til, at omkring 150.000 hunde får en julegave. Samme undersøgelse viser også, at 80 % af de danske hundeejere opfatter kæledyret som et familiemedlem.

Ekspert: Ikke overraskende
Ifølge livsstilsekspert Christine Feldthaus er der ikke noget overraskende i den udvikling.

”I mange familier erstatter hunden det barn, som er flyttet hjemmefra, eller som man aldrig fik. I dag har vi ikke brug for hunde til at jage, holde vagt eller drive får. I stedet menneskeliggør vi vores hunde og derfor giver vi dem gaver og forsøger at holde dem raske så lang tid som muligt,” siger Christine Feldthaus.

Afspejler sig i forbruget
Topdanmark sælger dyreforsikringer til både hunde, katte og heste. Og det tætte bånd mellem hund og ejer afspejler sig i salget af forsikringer.

”Undersøgelsen giver os et indblik i, hvor tæt knyttede mennesker er til deres hund. I Topdanmark mærker vi det på efterspørgslen af sygeforsikringer til hunde. Et besøg hos dyrlægen kan være en dyr affære, men er ikke noget, man som hundeejer vil spare væk. Derfor vælger flere og flere at købe en sygeforsikring, der dækker det meste af regningen, når hunden skal til dyrlæge. Men det er dog næppe hundeforsikringer, som hundeejerne giver deres firbenede venner i julegave,” siger produktudviklingschef i Topdanmark, Lisbeth Troels-Smith.

78 % af de skader, Topdanmark får på sygeforsikringen, skyldes sygdom, mens resten er skader efter ulykker eller udgifter til fx aflivning.

”Et besøg hos dyrlægen kan give tilskud fra forsikringen, hvis prisen for behandling kommer op over 1.000 kr. Det sker fx, hvis hunden skal behandles for en afrevet negl, eller en hvalp skal have maven tjekket for fremmede objekter, som den er kommet til at sluge. Skal en hund behandles for livmoderbetændelse, beskadiget korsbånd eller en diskusprolaps bliver prisen for behandling nemt 10.000 kr. eller mere,” fortæller Lisbeth Troels-Smith.

For mere information
Kontakt produktudviklingschef i Topdanmark, Lisbeth Troels-Smith, på tlf.nr. 29 32 64 86.