ALKs bestyrelse indstiller nyt bestyrelsesmedlem til generalforsamlingen 12. marts 2013


København, 2013-03-05 14:44 CET (GLOBE NEWSWIRE) --  

ALKs bestyrelse indstiller Jakob Riis til nyvalg til bestyrelsen på selskabets generalforsamling 12. marts 2013. Jakob Riis (46 år) er Executive Vice President i Novo Nordisk med ansvar for marketing og medical affairs. Jakob Riis indstilles som uafhængigt bestyrelsesmedlem. 

ALKs bestyrelsesformand Steen Riisgaard siger: ”Vi ser meget frem til samarbejdet med Jakob Riis. Hans store erfaring med globale lanceringer af farmaceutiske produkter kan bidrage til global succes for de nye allergivacciner, som ALK forventer at lancere i de kommende år.”  

Baggrunden for indstillingen er, at Lars Holmqvist har meddelt, at han pga. stort arbejdspres og mange udlandsrejser ikke ønsker genvalg til bestyrelsen. Lars Holmqvist har været medlem af ALKs bestyrelse siden 2010, næstformand i bestyrelsen (2011-12) og formand for revisionsudvalget (2011-2013). 

Steen Riisgaard siger: ”Jeg vil gerne takke Lars Holmqvist for hans vigtige bidrag til bestyrelsens arbejde i de seneste tre år, herunder særligt de to seneste planer for ALKs strategiske udvikling. En udvikling, der skal sikre ALK betydelig vækst i salg og indtjening i de kommende år.” 

Som det fremgår af indkaldelsen til ALKs generalforsamling (meddelelse nr. 5 af 14. februar 2013) er samtlige ALKs generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer på valg. Bestyrelsen foreslår genvalg af de øvrige generalforsamlingsvalgte medlemmer: Steen Riisgaard, Christian Dyvig, Thorleif Krarup, Anders Gersel Pedersen og Jes Østergaard. 
 

ALK-Abelló A/S
 

Steen Riisgaard
Bestyrelsesformand
 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Jens Bager, adm. direktør, tlf. 4574 7576
Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525
Presse: Martin Barlebo, tlf. 4574 7901, mobil 2064 1143


Attachments

FM_06_13DK_05032013.pdf