ALKs partner Merck indsender ansøgning om markedsføringstilladelse til FDA for ragweed AIT


København, 2013-03-11 08:16 CET (GLOBE NEWSWIRE) --  

ALKs partner, Merck & Co., Inc. (MSD uden for USA og Canada) har indsendt ansøgning om markedsføringstilladelse til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, for ragweed AIT – en tabletvaccine mod ragweedallergi. ALKs partnerskab med Merck omfatter udvikling, registrering og kommercialisering af en portefølje af tabletvacciner i Nordamerika.  

Ansøgningen til FDA er baseret på resultater fra et omfattende klinisk udviklings­pro­gram. Data fra de kliniske studier har påvist, at behandling med ragweed AIT reducerer patienternes allergisymptomer og mindsker brugen af symptom­dæmpende medicin. Studierne har tillige vist, at behandlingen er veltolereret. 

Merck’s ansøgning er endnu en milepæl i ALKs bestræbelser på at globalisere allergi­vaccination og hjælpe de mange allergikere, der har behov for yderligere behand­lingsmuligheder. Merck indsendte for nylig en registreringsansøgning om mar­keds­føringstilladelse for græs AIT, og dermed er to ansøgninger for produkter udviklet af ALK og Merck nu i proces hos FDA. Disse produkter behandler de to hyppigst forekommende pollenallergier i Nordamerika,” siger adm. direktør Jens Bager, ALK. 

Ca. 30 mio. nordamerikanere skønnes at lide af sæsonbetinget ragweedallergi, der er lige så udbredt som græspollenallergi i Nordamerika. I mange tilfælde er patien­ternes sygdom og allergisymptomer ikke velkontrollerede, og der er et stort udæk­ket behov for bedre behandling. Den nuværende praksis for allergivaccination bygger primært på behandling med en speciel form for injektioner, som fremstilles af de behandlende læger på basis af aktive allergenekstrakter. Der er i dag ingen registrerede produkter til allergivaccination på markedet i USA. 

Indsendelsen af registreringsansøgningen berettiger ALK til en milepælsbetaling på USD 5 mio. (DKK 28 mio.) fra Merck. Denne betaling er allerede indregnet i ALKs økonomiske forventninger til 2013, og meddelelsen ændrer derfor ikke forventningerne til 2013. 

ALK-Abelló A/S
 

Jens Bager
Adm. direktør 

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Jens Bager, adm. direktør, tlf. 4574 7576
Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525
Presse: Martin Barlebo, tlf. 4574 7901, mobil 2064 1143

Om ALK
ALK er en global, forskningsbaseret medicinalvirksomhed, der fokuserer på forebyggelse, diagnosticering og behandling af allergi. ALK er verdens førende virksomhed inden for allergivaccination (immunterapi) – en unik behandling af selve årsagen til allergi. Virksom­heden har ca. 1.850 medarbejdere og datterselskaber, produktionsfaciliteter og distributører over hele verden. ALK har indgået partnerskabsaftaler med Merck og Torii om kommer­cialisering af tabletbaseret allergivaccination i henholdsvis Nordamerika og Japan. Sel­skabet har hovedkvarter i Hørsholm og er børsnoteret på NASDAQ OMX Copenhagen A/S. Læs mere på www.alk.net.

Om samarbejdet med Merck i Nordamerika
ALK har indgået et strategisk partnerskab med Merck om at udvikle, registrere og kommer­ciali­sere en portefølje af tabletbaserede allergivacciner (AIT) mod græs-, ragweed- og husstøv­mideallergi i USA, Canada og Mexico. I henhold til aftalen er ALK berettiget til at mod­tage op til DKK 1,6 mia. (USD 290 mio.) i milepælsbetalinger fra Merck, hvoraf ca. DKK 300 mio. allerede er indtægtsført i årene 2007-12. ALK vil derudover modtage royalty­betalinger fra nettosalget af produkterne på det nordamerikanske marked samt betalinger for produkt­leverancer. Merck afholder alle omkostninger til klinisk udvikling, registrering, markeds­føring og salg af produk­terne på det nordamerikanske marked. ALK er ansvarlig for produktion og levering af tabletterne.


Attachments

FM_07_DK13_11032013.pdf