Årsrapport 2012


Ikast den, 2013-03-20 12:28 CET (GLOBE NEWSWIRE) --  

First North meddelelse nr. 15/2013 

DK Company A/S

La Cours Vej 6

7430 Ikast, Danmark

Telefon: 96 600 700

Fax: 96 600 710

CVR nr.: 24 43 11 18

E-mail:investor@dkcompany.dk

Website: www.dkcompany.dk

 

Årsrapport 2012

 

OPKØBSÅR

Regnskabsåret 2012 blev for DK Company skelsættende, idet selskabet pr. 1. juli 2012 opkøbte de tre divisioner Young, Modern og Retail Norge fra BTX Group A/S. 


Købet er en af de større tekstilhandler i Danmarkshistorien, og forventningen er, at tilkøbet øger nettoomsætningen med 1.100 mio. kr. på årsbasis. 

DK Company opnår herved sin tidligere udmeldte målsætning om at blive blandt de største tekstilvirksomheder i Danmark. Desuden underbygger koncernen sin multibrand strategi og positionerer sig som en af de markedsledende spillere i ‘value for money’-segmentet i Nordeuropa.  

I processen har DK Company for alvor kunnet gøre brug af den viden, som gennem årene er blevet opbygget inden for opkøb og integration af brands og selskaber. Efter de første seks måneder kan det konstateres, at integrationen af de tre divisioner, herunder overgang til samlet it-platform, er forløbet tilfredsstillende. Fremover vil DK Company have domicil i både Ikast og Vejle, hvor størstedelen af de tilkøbte divisioner har hovedkontor i sidstnævnte.

Med opkøbet har DK Company forbedret den strategiske platform for videre vækst med stærke brands og en markant øget retail-platform, især i Norge, hvor størstedelen af de 184 tilkøbte butikker er beliggende. 

Endelig gør opkøbet koncernen til en betydeligt stærkere samarbejdspartner for forhandlerne og udbygger indkøbsvolumen markant over for leverandører i Europa og Fjernøsten. 

Dermed har DK Company skabt en god platform til fremtidig vækst inden for de tre definerede vækstområder wholesale, retail og e-handel. 

DK Company A/S kom ud af regnskabsåret 2012 med rekordomsætning og et tilfredsstillende resultat for de fortsættende aktiviteter. 

Koncernens nettoomsætning nåede i regnskabsåret 1.208 mio. kr., hvor nettoomsætningen sidste år udgjorde 672 mio. kr. (18 måneder). Tilkøbte aktiviteter bidrager med en nettoomsætning på 640 mio. kr. Den udmeldte forventning til nettoomsætningen for 2012 var 1.200 mio. kr. 

EBITDA blev 94 mio. kr. mod 103 mio. kr. året før (18 måneder).  Den udmeldte forventning til EBITDA for 2012 var 70 – 80 mio. kr. 

Resultatet af primær drift (EBIT) blev 91 mio. kr. mod 99 mio. kr. året før (18 måneder). 

Resultatet før skat af fortsættende aktiviteter blev på 52 mio. kr. mod 102 mio. kr. året før (18 måneder). 

Hertil skal årets resultat af ophørte aktivi­teter, som udviser et underskud på 9 mio. kr. tillægges. Således udgør det samlede resultat før skat et overskud på 43 mio. kr. Den udmeldte forventning til resultat før skat for 2012 var på 40-50 mio. kr.

Koncernen realiserede en overskudsgrad på 7,6% (14,7% året før). Den lavere overskudsgrad kan henføres til, at de overtagne divisioner historisk ikke har præsteret overskudsgrader i samme niveau som resten af koncernen. Som følge heraf er den samlede overskudsgrad negativt påvirket.

Regnskabet er markant præget af engangsomkostninger i størrelsesordenen 30 mio. kr. I forbindelse med opkøbet beløber transaktionsomkostninger, it-integration og organisatoriske tilpasninger sig til 21 mio. kr. Strategisk tilpasning af koncernen via frasalg af Kids divisionen og store dele af Classic divisionen beløber sig til 9 mio. kr.

Selskabets kollektioner sælges til forbrugere i 28 lande via ca. 16.000 forhandlere. Oven i DK Companys i forvejen i alt 25 helt, delvist eller franchiseejede multibrandbutikker fik koncernen med opkøbet af de tre divisioner yderligere 184 multibrandbutikker fordelt med 105 helt- eller delvist ejede og 79 franchiseejede butikker i Norge, Sverige og Danmark. DK Company følger en multibrand-strategi baseret på en portefølje bestående af 18 brands. 

Med et tilfredsstillende resultat for 2012 har DK Company bevist, at selskabet via strategiske opkøb og frasalg kan agere i et svært marked, hvor specielt gældskrisen i Europa og det fortsatte fald i forbrugernes indkøb er udfordrende. 

Den lønsomme forretning tilskriver ledelsen ‘The Blooming Concept’, som går ud på at skabe ‘win-win’-relationer for kunder, medarbejdere, selskabet, leverandører og aktionærer. DK Companys strategi er således baseret på værdier som nærhed og samarbejde til gavn for alle parter. De økonomiske resultater opfattes som en afledt effekt af idégrundlaget. 

I årets løb har der gennemsnitligt været 833 medarbejdere ansat i koncernen. 

FORVENTNINGER TIL FREMTIDEN 

DK Company A/S forventer i 2013, at realisere:

- en omsætning i niveauet 1.700-1.800 mio. kr.

et EBITDA i niveauet 110 – 130 mio. kr.

- et resultat før skat i niveauet 100-120 mio. kr.          

Ledelsen ser 2013 som et konsol­i­deringsår, hvor ledelsen vil tilpasse forretningen til fortsat vækst og yderligere opkøb.

Det er DK Companys langsigtede ambition at blive blandt de førende multibrand-udbydere i Europa.

Med venlig hilsen

DK Company A/S

 

Bo Knudsen                            Jens Poulsen

Bestyrelsesformand                Administrerende direktør

 

Selskabets Certified Advisor er Corporate Finance A/S, Jesper Gøthgen, tlf. +45 33 64 92 00. www.corporate-finance.dk

         Eventuelle spørgsmål kan rettes til Jens Poulsen på telefon 96 600 700


Attachments

Aarsrapport_2012.pdf