Nordea Bank Finland Plc udsteder kreditindekserede obligationer – Kredit Alternativ II 2018


København, 2013-05-08 10:01 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Nordea Bank Finland Plc udsteder kreditindekserede obligationer, Kredit Alternativ II 2018, i euro med fondskoden DK0030321088 (”Obligationerne”).  

Obligationerne udstedes 24. maj 2013 og udløber 16. juli 2018.

Tilbagebetalingskursen på Obligationerne afhænger af i hvilket omfang der i en observationsperiode fra og med 24. maj 2013 til og med 20. juni 2018 (”Observationsperiode”) opstår en kreditbegivenhed for 50 udvalgte virksomheder. De 50 virksomheder indgår i det europæiske indeks iTraxx Europe Crossover Series 19.

Overholder alle 50 virksomheder deres betalingsforpligtelser i obligationens observationsperiode, bliver indfrielseskursen 140 (indikativ). For hver virksomhed der ikke overholder en betalingsforpligtelse reduceres indfrielseskursen med 2,80 procentpoint (indikativ). Såfremt ingen af de 50 virksomheder overholder deres betalingsforpligtelser i observationsperioden, bliver indfrielseskursen 0.

Af Final Terms for Obligationerne af 8. maj 2013 (de ”Særlige Betingelser”) fremgår det, hvorledes Nordea Bank Danmark A/S (”Nordea”) beregner indfrielseskursen.

Tegningsperioden for Obligationerne løber fra 13. maj 2013, kl. 9.00 til 17. maj 2013, kl. 16.00. Størrelsen af den initiale udstedelse af obligationerne vil blive fastsat ved tegningsperiodens udløb, og vil blive meddelt via NASDAQ OMX Copenhagen A/S.

Obligationerne udstedes til kurs 100,00. Target Redemption Amount er indikativ fastsat til 140 procent og bliver endeligt fastsat af Nordea 21. maj 2013 (”Prisfastsættelsesdagen”) og herefter meddelt via NASDAQ OMX Copenhagen A/S.

Der er ikke fastsat et endeligt maksimum for udstedelsen, men Nordea forbeholder sig ret til at aflyse udstedelsen, hvis tegningen bliver mindre end nominelt EUR 7.000.000. Udstedelsen vil ligeledes blive aflyst, hvis der ikke på Prisfastsættelsesdagen kan fastsættes en Target Redemption Amount på eller højere end 137 procent.

De nye obligationer udstedes og registreres i VP Securities A/S den 24. maj 2013 og vil blive optaget til handel og officiel notering på NASDAQ OMX Copenhagen A/S med første noteringsdag samme dag.

Der henvises i øvrigt til de offentliggjorte Særlige Betingelser.

Spørgsmål om obligationslånet kan rettes til Morten Barslund, Nordea Markets, telefon 33 33 40 44.


Attachments

Structured Notes Programme - Final Terms_ Kredit Alternativ II 2018 (inlc Summaries) .pdf Pressemeddelelse NBF Kredit Alternativ II 2018 - Tegningsstart.pdf