Delårsrapport for 1. kvartal 2013


I 1. kvartal 2013 tog Hartmann væsentlige skridt på vejen mod at reducere kompleksiteten og øge afsætningen. Der var tegn på stabilisering i Europa sammenlignet med 2. halvår 2012, og den nordamerikanske forretning fastholdt den positive udvikling og blev forberedt til yderligere vækst. Forventningerne om en omsætning på 1,5-1,6 mia. kr. og en overskudsgrad på 7,5-9,5% fastholdes.

CEO Michael Rohde Pedersen siger om udviklingen i 1. kvartal 2013:

"I årets første tre måneder tog vi væsentlige skridt på vejen mod at skabe en mindre kompleks produktion i Europa og øge omfanget af vores eksisterende forretning i Nordamerika. Med lukningen af vores finske fabrik og udvidelsen i Nordamerika vil Hartmann fremover stå endnu stærkere i den internationale konkurrence."

Om forventningerne til fremtiden siger Michael Rohde Pedersen:

"Vi så tegn på stabilisering i Europa sammenlignet med 2. halvår 2012 og fastholder forventningerne om en omsætning på 1,5-1,6 mia. kr. og en overskudsgrad på 7,5-9,5%."

Hovedpunkter

  • I 1. kvartal 2013 opnåede Hartmann en omsætning på 423 mio. kr. (2012: 412 mio. kr.) og et driftsresultat* på 44 mio. kr. (2012: 45 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad* på 10,3% (2012: 11,0%).
  • Hartmann leverede stærke pengestrømme fra driftsaktivitet på 47 mio. kr. (2012: 50 mio. kr.). Afkastet af den investerede kapital faldt til 12,4% (2012: 19,1%) som følge af særlige poster forbundet med lukningen af Hartmanns fabrik i Finland.
  • Den europæiske forretning viste tegn på stabilisering sammenlignet med 2. halvår 2012 og realiserede i 1. kvartal 2013 en samlet omsætning på 351 mio. kr. (2012: 344 mio. kr.) og et driftsresultat på 34 mio. kr. (2012: 36 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 9,7% (2012: 10,4%). Udviklingen er fortsat ikke tilfredsstillende.
  • Hartmann fastholdt de positive resultater i Nordamerika, hvor omsætningen i 1. kvartal 2013 steg til 72 mio. kr. (2012: 67 mio. kr.). Driftsresultatet var uændret 16 mio. kr. (2012: 16 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 21,7% (2012: 23,4%).
  • I 1. kvartal 2013 besluttede Hartmann at strømline det europæiske produktionsnetværk gennem lukning af fabrikken i Finland. Beslutningen medførte særlige poster på 33 mio. kr. i 1. kvartal 2013 og forventes at resultere i en positiv effekt på 10 mio. kr. årligt på driftsresultatet med fuld effekt fra 2014, mens effekten vil være begrænset i 2013.
  • Den 9. april 2013 meddelte Hartmann, at koncernens eksisterende produktionskapacitet i Nordamerika udvides. Udvidelsen er påbegyndt i 2. kvartal 2013 og forventes fuldt implementeret i 2014.
  • Hartmann fastholder forventningerne om en omsætning på 1,5-1,6 mia. kr. og en overskudsgrad på 7,5-9,5%.

* Driftsresultat refererer til resultat af primær drift før særlige poster og overskudsgrad til overskudsgrad før særlige poster.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Michael Rohde Pedersen
CEO
Telefon: (+45) 45 97 00 33

 


Attachments

Delårsrapport for 1. kvartal 2013