Periodemeddelelse for perioden 1. januar – 31. marts 2013


NASDAQ OMX

 

Silkeborg, den 15. maj 2013
Fondsbørsmeddelelse nr. 5 / 2013

 

Vedr.: Periodemeddelelse for perioden 1. januar – 31. marts 2013.

Silkeborg IF Invest A/S skal herved i overensstemmelse med reglerne for børsnoterede selskaber aflægge periodemeddelelse for perioden 1. januar – 31. marts 2013.

Selskabets aktiviteter er hhv. fodboldaktivitet og ejendomsudvikling. Udviklingen indenfor de enkelte segmenter er beskrevet i det følgende.

    • Fodboldaktiviteter
      I perioden har klubben styrket bredden i truppen med tilgang af hhv. Daniel Flyger fra FC Skanderborg og Steven E. Morrissey fra VPS, Finland.

      Holdet har i perioden leveret svingende præstationer, hvorfor holdet i en stor del af perioden har ligget under nedrykningsstregen. Aktuelt er holdet placeret på en 12. plads (31 kampe af 33 kampe er spillet) og der eksisterer alene en yderst teoretisk chance for at slutte som nr. 10. Ledelsen må derfor konstatere, at målsætningen om overlevelse i Superligaen, med stor sandsynlighed ikke kan realiseres, hvilket naturligvis er utilfredsstilende. 
       
    • Ejendomsaktiviteter
      Helt overordnet set følger udviklingen i selskabets investeringsejendomme ledelsens forventninger i indeværende periode.

      Det noteres med tilfredshed at Papirfabrik komplekset, som udgør ca. 92% af selskabets balance, fortsat udvikler sig positivt og som planlagt. Der er således stort set uændret fuldt udlejet, hvilket med baggrund i den finansielle krise, må betragtes som meget tilfredsstillende.

      Det er uændret selskabets strategi at opretholde et højt vedligeholdelses- og serviceniveau, således at den positive situation kan opretholdes.

      Selskabets ledelse vurderer løbende på selskabets renterisiko i forhold til de samlede indtjeningsmuligheder på de finansielle markeder og under fortsat hensyntagende til en vis spredning i låneprofil. Det forhold, at selskabets finansieringsomkostninger nu i en længere periode er sikret, vil fremadrettet få en positiv betydning for årets resultat før værdiregulering.
       

Det økonomiske resultat for perioden fra den 1. januar til den 31. marts svarer til selskabets forventninger for perioden.

 

Begivenheder efter periodemeddelelsen udløb
Dansk Boldspil-Union (DBU) har meddelt selskabet, at klubbens klassificering indenfor talentudvikling i den kommende sæson justeres fra A-licens til B-licens, hvilket naturligvis er utilfredsstillende.

Især arbejdet med klubbens talentfulde U17 hold og den underliggende T-licens del (regionalt talentarbejde), har det forgangne licens år vist, at klubben har formået at skabe rammerne for et fundament for talentudvikling på disse årgange, og det er såvel selskabets som DBU’s vurdering at talentudviklingen synes godt på vej i forhold til at sikre den kommende stabilitet og kontinuitet omkring disse årgange, hvilket tidligere har været et kritikpunkt.

Selskabet opretholder fortsat indsatsen indenfor talentudvikling, og DBU anerkender således også, at miljø og ressourcer er til stede, og at klubben på fleste parametre opfylder kravene til en A-licens. Det er derfor selskabets ambition senest næste år igen at opnå den eftertragtede A-licens indenfor talentudvikling. 

Der er efter periodemeddelelsens udløb herudover ikke indtrådt væsentlige forretningsmæssige begivenheder.

 

Resultatforventninger 2013
Som konsekvens af den sandsynlige nedrykning fra Superligaen, agter selskabet at tilpasse omkostningsniveauet svarende til det forventede indtægtsniveau i 1. division. Endvidere forventer selskabet at realisere transferindtægter i indeværende regnskabsår.

Selskabets resultatforventning udtrykkes derfor uændret, jf. fondsbørsmeddelelse nr. 2 /2013, som et resultat før evt. dagsværdiregulering af investeringsejendomme og før skat på -2 til +2 mio.kr.

 

Spørgsmål vedrørende denne meddelelse kan rettes til adm. direktør Kent Madsen på telefon 2146 7355.

Med venlig hilsen
Silkeborg IF Invest A/S

Kent Madsen       Claus Christensen
Adm. direktør       Økonomidirektør


Attachments

5. Periodemeddelelse 1 kvt 2013 (20130515).pdf