Flügger samler administration i Polen og viden i Danmark

Tidligere er andre servicefunktioner med positive resultater samlet i Danmark og Sverige. Flügger vil fremad-rettet samle servicefunktioner i Polen, mens vi opruster med videnstunge stillinger i Danmark.


Ved at samle en række administrative rutiner i Polen forventer Flügger koncernen at kunne reducere sine omkostninger med 20 millioner kroner på årsbasis, da lønningerne er lavere og kompetencerne konkurrence­dygtige. Dette er et led i koncernens målsætning om en fremtidig EBIT-margin på 8-10 %. Samtidig styrkes Polen yderligere som vækstbase i Flüggers internationale udvikling, da middelklassen vokser – i modsætning til Skandinavien, som er på vedligeholdelsesniveau.

 

Polen er Flüggers største marked uden for Skandinavien med både produktion af maling og tapeter og med detailhandel. Den fortsatte internationale vækst i Flüggers forretning har allerede længe haft Polen som et vigtigt udgangspunkt.

 

Planerne om et Shared Service Center i Gdansk forventes fuldendt inden for 2 år. Flügger har tidligere med held sammenlagt servicefunktioner. Alene i Danmark er der det seneste halvandet år skabt 16 nye videnstunge jobs som ledelsesmæssige støttefunk­tioner – en proces som fortsætter.

 

I løbet af de kommende år skal cirka 70 administrative jobfunktioner flyttes til Polen fra Danmark og Sverige. Den grundige forberedelse og den forholdsvis langstrakte implementering sker bl.a. af hensyn til medarbejdere, hvis stillinger så vidt muligt omrokeres.

 

I første omgang flyttes jobfunktioner, hvor det kan ske i forbindelse med naturlig afgang, som fx ved pensionering. Flügger tilbyder medarbejdere overflytning til andre jobs med de nødvendige uddannelsestilbud. I de tilfælde, hvor det ikke bliver muligt at finde anden beskæftigelse til de berørte medarbejdere internt i Flügger-koncernen, iværksættes initiativer med henblik på jobs uden for Flügger. Et anerkendt bureau inden for outplacement og en indsats for opkvalificering skal sikre, at ingen, så vidt det er muligt, bliver tabt i processen:

 

"Vi ved ikke, om vi kan finde den rigtige løsning i hvert eneste tilfælde, men vi har tiden til at omrokere på en ordentlig måde, uanset hvor i Danmark eller i Sverige en medarbejders jobfunktion flytter til Polen," siger administrerende direktør Søren P. Olesen, Flügger A/S.

 

"Vi forventer mere effektive systemer og forretningsgange og lavere omkostninger med det nye Shared   Service Center i Gdansk. Det skal give os en bedre vækstposition i de kommende år," siger Søren P. Olesen.

         Adm. direktør Søren P. Olesen, mobil +45 40 64 75 57


Attachments

2013-05-28 Flügger samler administration i Polen og viden i Danmark.pdf