Fremgang i omsætning og lancering af nyt produkt


MEDDELELSE NR. 86
18. september 2013

   

Årsrapport 2012/13

Fremgang i omsætning og lancering af nyt produkt


ChemoMetecs omsætning og resultat har i 2012/13 udviklet sig positivt og som forventet. Omsætningen steg med 6% til DKK 41,4 mio., og driftsresultatet (EBITDA) blev på DKK 7,6 mio. mod DKK 8,9 mio. i 2011/12. Stigningen i omsætningen dækker over en væsentlig fremgang i Asien (+54%), en stort set uændret omsætning på det amerikanske marked og en mindre tilbagegang i Europa (-4%). Omsætningen af analyseinstrumenter til tælling og kvalificering af celler steg med 11% og afspejler en styrkelse af salgsindsatsen i det forløbne år. 

”En af vores hovedprioriteter har i det forløbne år været at styrke vores distributionskanaler, herunder videreudvikling af salgsorganisationen i USA. USA er det største marked for vores produkter, og vi er med opbygningen af eget datterselskab på rette vej på det amerikanske marked. Vi vurderer, at der er grundlag for betydelig vækst i USA over de kommende år. Samtidig må vi også erkende, at det tager tid at opbygge en stærk position i USA. Herudover har vi haft fokus på at videreudvikle vores produkter samt at positionere disse i forhold til eksisterende og nye kunder. Vi har i det forløbne år lanceret celletælleren NucleoCounter NC-250, som er baseret på teknologiplatformen anvendt i NucleoCounter NC-3000. Vi har anvendt mange ressourcer på effektivt at lancere NC-250, og introduktionen er forløbet positivt og som forventet”, fortæller administrerende direktør Torsten Freltoft.

 

  • ChemoMetec har i 2012/13 lanceret celletælleren NucleoCounter NC-250, som teknisk set er en mere simpel udgave af NucleoCounter NC-3000. Med NC-250 har ChemoMetec introduceret et hurtigt, enkelt og konkurrencedygtigt system til celletællingsmarkedet – og tilbyder nu kunderne markedets mest komplette produktprogram af brugervenlige og præcise celletællingsprodukter.
     
  • Med det nuværende produktprogram inden for celletælling forventer ChemoMetec at kunne forsvare og udbygge sin markedsandel inden for såvel life science research som den farmaceutiske kvalitetskontrol og produktion.   
     
  • I 2012/13 har ChemoMetec igangsat udviklingen af et nyt celleanalyseinstrument med det formål at udvikle et high-end billedcytometer til avancerede celleanalyser.
       
  • ChemoMetec opnåede i regnskabsåret 2012/13 en omsætning på DKK 41,4 mio. svarende til en stigning på 6% i forhold til 2011/12.
     
  • Omsætningen af analyseinstrumenter steg med 11%, mens omsætningen af forbrugsvarer steg med 3%.
     
  • ChemoMetec opnåede i regnskabsåret 2012/13 et driftsresultat (EBITDA) på DKK 7,6 mio. mod et driftsresultat i 2011/12 på DKK 8,9 mio.
     
  • Årets resultat før skat viser et overskud på DKK 1,1 mio. mod et underskud på DKK 11,1 mio. i 2011/12. I resultatet for 2011/12 var indeholdt en ekstraordinær nedskrivning på udviklingsprojektet ”Kompositionsanalyse” på DKK 11,8 mio.
     
  • Både omsætning og resultat er som forventet ved regnskabsårets begyndelse.
     

  Forventninger til 2013/14

  • ChemoMetec forventer i regnskabsåret 2013/14 en omsætning i intervallet DKK 43-45 mio. og et driftsresultat (EBITDA) i niveauet DKK 6-8 mio.
     
  • ChemoMetec forventer i 2013/14 at investere ca. DKK 7-9 mio. i produktudvikling, produktionsanlæg og immaterielle rettigheder.

   

Årsrapport 2012/13 er vedhæftet som bilag til denne meddelelse. Derudover kan årsrapporten downloades på ChemoMetecs hjemmeside www.chemometec.com.

 

Yderligere oplysninger
Adm. direktør Torsten Freltoft, ChemoMetec A/S
Telefon (+45) 48 13 10 20

  


Attachments

CM Årsrapport 2012-13.pdf Meddelelse 86 - Årsrapport 12-13.pdf