Ændring i bestyrelsen i BoConcept Holding A/S


Bestyrelsen i BoConcept Holding A/S har konstateret, at der ikke har kunnet opnås enighed i bestyrelsen om tilpasning af selskabets fremadrettede strategi, og som følge heraf har Ebbe Pelle Jacobsen (næstformand), Rolf Eriksen og Morten Windfeldt Jensen meddelt bestyrelsesformanden i BoConcept Holding A/S, Viggo Mølholm, at de ønsker at udtræde af bestyrelsen i BoConcept Holding A/S.

Parterne er enige om, at det vil være til selskabets bedste, at der skiftes ud i bestyrelsen på nuværende tidspunkt, da selskabet har behov for strategisk beslutnings- og handlekraft, og parterne understreger samtidig, at der ingen dramatik er bag beslutningen.

BoConcept Holding A/S vil som konsekvens af ovenstående og i henhold til selskabets vedtægter indkalde til ekstraordinær generalforsamling den 1. november 2013 med forslag om, at Peter Thorsen (adm. direktør Kirk & Thorsen A/S), Henrik Burkal (adm. direktør REMA 1000 A/S) og Preben Bager (tidligere CEO Nobia Stockholm) vælges til nye medlemmer af bestyrelsen. Peter Thorsen, Henrik Burkal og Preben Bager har betydelig erfaring med strategisk ledelse, regnskabsmæssige og finansielle forhold, forretningsudvikling, markedsføring, franchising, international butiksdrift og sourcing. En række af BoConcept Holding A/S' større eksterne aktionærer har meddelt, at de støtter de indstillede kandidaters kandidatur.

Indholdet af denne meddelelse påvirker ikke ledelsens forventninger til den regnskabsmæssige udvikling for BoConcept Holding i regnskabsåret 2013/14 som seneste meddelt i meddelelse 7/2013 af 29. august 2013.

 

         For yderligere oplysninger kontakt venligst bestyrelsesformand Viggo Mølholm på
         tlf. 70 13 13 66


Attachments

fo101013_9_dk.pdf