Coloplast leverede rekordstærkt årsresultat og øger forventningerne til både vækst og indtjening

For regnskabsåret 2012/2013 steg omsætningen med 7% til 11.635 mio. kr,. og overskudsgraden (EBIT-marginen) blev 32% mod 30% sidste år. Driftsresultatet (EBIT) steg 13% og udgjorde 3.672 mio. kr.


”Jeg er meget tilfreds med det stærke resultat for året, hvor både væksten og overskudsgraden steg og nåede den høje ende af vores udmeldte forventninger. Med pæn vækst på alle forretningsområder og i alle regioner har det forgangne år bidraget til at understrege vores position som global markedsleder,” siger administrerende direktør Lars Rasmussen. 

Salgsudviklingen i forretningsområderne var 7% i Stomi, 7% i Kontinens, 9% i Urologi og  5% i Hud- og Sårplejeforretningen. Omsætningen steg 5% i Europa, 9% på andre etablerede markeder og 14% på øvrige markeder. 

”Det er et rigtig flot resultat. Vi vokser samlet set 7% i et marked, der vokser 4-5%. Vi begynder nu at se resultaterne af de vækstinvesteringer, som vi annoncerede i 2012, og vi forventer, at den stærke vækst fortsætter ind i næste år,” fortsætter Lars Rasmussen. 

Coloplast forventer for 2013/2014 en omsætningsvækst på omkring 7%, mens der forventes en EBIT-margin på omkring 33% i både faste valutakurser og danske kroner.  

Distributionsaftale om innovativ teknologi i sårplejeforretningen 
I forbindelse med præsentationen af årsregnskabet offentliggør Coloplast en ny distributionsaftale med den amerikanske medtech virksomhed Devon Medical International. 

Aftalen giver Coloplast eksklusivitet til Devons allerede godkendte produktportefølje inden for undertryksteknologier til sårbehandling (Negative Pressure Wound Therapy – NPWT) på – blandt andet – markeder som EU, Brasilien og Kina.  

”Med tre kvartaler i træk med vækst i vores sårplejeforretning er vi nået i mål med den turn-around, som vi iværksatte nogle år tilbage - og aftalen med Devon er et naturligt næste skridt i opfyldelsen af vores ambitioner om fortsat vækst på dette forretningsområde”, udtaler Lars Rasmussen. 

For yderligere oplysninger se årsregnskabsmeddelelse 2012/2013 her.

  

Senere i dag udkommer Coloplasts årsrapport. Se mere på http://www.coloplast.dk/omcoloplast/investorrelations/arsrapporter/

Senere i dag udkommer også Coloplasts corporate responsibility report. Se mere på http://www.coloplast.com/about/responsibility/

 

         PRESSEKONTAKT
         Ulla Lundhus
         Head of Media and Positioning
         +45 4911 1929
         dkul@coloplast.com
         
         Simon Mehl Augustesen
         Media Relations Manager
         +45 4911 3488
         dksia@coloplast.com
         
         INVESTOR RELATIONS
         Ian Christensen
         Vice President, Investor Relations
         +45 4911 1301
         dkisec@coloplast.com


Attachments

FY_2012-2013_pressemeddelelse_final.pdf