Delårsrapport for 1. – 3. kvartal 2013


København, 2013-11-15 14:03 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- Vedlagt fremsendes selskabets delårsrapport for 1. – 3. kvartal 2013, hvoraf følgende kan fremhæves:

  • Selskabet har i tredje kvartal 2013 realiseret et overskud efter skat på 27,7 mio.kr. mod et overskud efter skat på 34,4 mio.kr. i tredje kvartal 2012. Resultatet er tilfredsstillende. År til dato har selskabet realiseret et overskud på 24,7 mio.kr.
  • Resultatet for tredje kvartal kan primært henføres til kursreguleringer på aktierelaterede papirer, som i tredje kvartal påvirkede resultatet positivt med 29,7 mio.kr.
  • Resultatet for tredje kvartal er tilfredsstillende, og selskabet fastholder forventningerne til årets resultat i niveauet 50 mio.kr. efter skat.
  • Indre værdi pr. aktie er i tredje kvartal 2013 steget fra 107,31 kr. til 117,43 kr. svarende til en stigning på 9,4 %. År til dato er indre værdi steget med 3,7 % efter udbetaling af udbytte på 5 kr. pr. aktie svarende til i alt 15,5 mio.kr. Ultimo tredje kvartal 2013 udgjorde kurs/indre værdi 0,81.
  • Gearingen udgjorde 2,2 gange egenkapitalen ultimo tredje kvartal 2013 mod 3,7 gange egenkapitalen ultimo første halvår 2013 og 2,7 gange egenkapitalen ultimo 2012. Selskabet reducerede gearingen primo tredje kvartal ved at nedbringe beholdningen af danske realkreditobligationer. Den lavere gearing er fastholdt igennem hele tredje kvartal. Selskabets obligationsportefølje har primært været placeret i højtforrentede danske realkreditobligationer, mens aktiebeholdningen fortrinsvist har været placeret i eksportrelaterede virksomheder, hvor selskabet vurderer, at der er en fornuftig sammenhæng mellem afkastpotentiale og prissætning.
  • I overensstemmelse med det vedtagne aktietilbagekøbsprogram, der løber fra 7. februar 2013 til 31. januar 2014, opkøber selskabet egne aktier. Selskabet har under det igangværende aktietilbagekøbsprogram erhvervet 41.991 stk. egne aktier til 4,3 mio.kr. svarende til en gennemsnitskurs på 102 kr. Pr. 30. september 2013 havde selskabet 372.200 stk. egne aktier svarende til 12,0 % af aktiekapitalen.

 

 

 

         Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til direktør Bo Overvad på telefon 35 47 48 49.


Attachments

ABF - 06-2013 - Delårsrapport offentliggjort_dansk.pdf ABF - 06-2013 - Selskabsmeddelelse Q3-2013.pdf