GLUNZ & JENSEN KØBER NES WORLDWIDE LTD. I ENGLAND


Ringsted, 2013-11-18 15:08 CET (GLOBE NEWSWIRE) --  

Selskabsmeddelelse nr. 293
18. november 2013

Glunz & Jensen har i dag købt 100 % af aktierne i den engelske virksomhed NES WORLDWIDE LTD. for 0,8 mio. GBP, som erlægges i rater frem til 31. august 2014. Købet finansieres ved udnyttelse af eksisterende driftskreditter og egenfinansiering. Overtagelse af NES WORLDWIDE LTD. sker pr. 1. december 2013.

NES WORLDWIDE LTD. havde i regnskabsåret 2012/13 (1. april 2012 - 31. marts 2013) en omsætning på 1,1 mio. GBP og et resultat før skat på 0,1 mio. GBP.

Baggrund for købet:

NES WORLDWIDE LTD. producerer kvalitets offset-processorer, som fremkalder og klargør offset-pladerne til tryk. Selskabet har én af de større pladeproducenter i sin kundeportefølje og leverer prepress-udstyr til det globale marked.

Med opkøbet udvider og konsoliderer Glunz & Jensen sin position indenfor Offset prepress-markedet. Derudover vil det engelske selskab blive vores platform for after sales service af prepress-udstyr hos en bred kundebase i England, ikke mindst media-og emballage-sektoren.

Ledelse:
Ejerkredsen af NES WORLDWIDE LTD. fortsætter som en del af det daglige ledelsesteam. Alan Lucas, en af de 3 ejere, fortsætter i stillingen som direktør efter overtagelsen.

Fremtidige forventninger:

Købet forventes at øge omsætningen for Glunz & Jensen koncernen med ca. 4 mio.kr. i indeværende regnskabsår. Under hensyntagen til IFRS regnskabsregler om købesumsallokering, herunder effekt af afskrivninger på ordrebog, kunderelationer m.v., forventes resultatpåvirkningen for Glunz & Jensen koncernen at blive begrænset i indeværende regnskabsår. Den endelige købesumsallokering foretages i 3. kvartal 2013/14.

Købet af NES WORLDWIDE LTD. ændrer ikke forventningerne til omsætning og resultat for året 2013/14. Omsætningen forventes fortsat at ligge i niveauet 340-370 mio.kr. og driftsresultatet, EBITDA (resultat før renter, skat og afskrivninger) forventes at ligge i niveauet 45-50 mio.kr.

 

         For yderligere information kontakt:
         
         Adm. direktør Keld Thorsen på telefon +45 2242 0139
         Bestyrelsesformand Søren Stensdal på telefon +45 2810 0121


Attachments

293_dk.pdf