Nordicom A/S - Forlængelse af bankaftale og øvrige låneaftaler


Nordicom har indgået aftale om forlængelse af koncernens bankaftale til 31. december 2014. Nordicom har også indgået aftaler om forlængelser af alle øvrige låneaftaler således, at refinansieringsrisikoen ved årsskiftet 2013/2014 er elimineret. Herved er der skabt basis for ledelsens videre arbejde med optimering af kapitalstrukturen, herunder rejsning af ny kapital. Der er i efteråret 2013 indgået aftale med en finansiel rådgiver, der skal bistå med denne proces.

Nordicom indgik i 2010 en bankaftale med hovedparten af koncernens banker og realkreditsinstitutter. Aftalen udløb oprindeligt den 31. december 2012, men blev forlænget til 31. marts 2013 og senere til 31. december 2013, jf. tidligere fondsbørsmeddelelser herom.

Ved tillæg til bankaftalen har Nordicom nu indgået en aftale om forlængelse til og med den 31. december 2014. Den indgåede aftale medfører, at den kortsigtede refinansierings- og renterisiko på koncernens væsentligste bank- og realkreditgæld er elimineret til og med den 31. december 2014, dog med følgende undtagelser:

  • Vilkår i bankaftalen om rente- og bidragssatser samt salgsaktiviteter kan pr. 1. juli 2014 tilpasses, såfremt den igangsatte proces med optimering af koncernens kapitalstruktur pr. 30. juni 2014 ikke har udsigt til at føre til et tilfredsstillende resultat.  
  • Gæld for 72 mio. kr. kan opsiges til indfrielse pr. 1. juli 2014, mens gæld for yderligere 157 mio. kr. kan opsiges til indfrielse pr. 1. juli 2014, med mindre 2 ejendomme er solgt senest den 30. juni 2014.

Ved tillæggets ikrafttræden pr. 1. januar 2014 vil koncernens samlede finansielle gæld fordele sig således på gæld omfattet af bankaftalen og gæld, hvor der er indgået bilaterale aftaler:

 
(i mio. kr.)
Bankgæld Realkredit-gæld I alt
Bankaftale 829 1.247 2.076
Bilaterale aftaler 253 339 592
I alt 1.082 1.586 2.668

Bankaftalen omfatter pr. 1. januar 2014 finansiel gæld med en samlet hovedstol på 2.076 mio. kr., hvoraf bankgæld udgør 829 mio. kr., og realkreditgæld udgør 1.247 mio. kr., hvilket svarer til ca. 78 % af koncernens samlede finansielle gæld. To finansielle kreditorer med en samlet gæld på 187 mio. kr. har pr. 1. januar 2014 valgt at udtræde af bankaftalen, men bevarer rente- og afdragsvilkår i henhold til bankaftalen. Yderligere en finansiel kreditor med en gæld på 42 mio. kr. udtræder af bankaftalen pr. 1. juli 2014, medmindre der forinden er indgået aftale om forlængelse.

I henhold til bankaftalen fastholdes renten på bankgæld til 3,60 % p.a. og bidragssatsen på realkreditgæld på 1,10 % p.a. Mekanismen med mulighed for oprulning af rente og udbetaling af likviditet over en nærmere fastsat beløbsgrænse fastholdes.

Bankaftalen kan fortsat opsiges af de finansielle kreditorer under visse forudsætninger, bl.a. ved misligholdelse fra Nordicoms side eller såfremt alle finansielle kreditorer er enige herom. I sidstnævnte tilfælde gælder et varsel på 6 måneder. Såfremt der ikke senest den 1. juli 2014 er indgået nye aftaler med kreditorerne på den bankgæld for 229 mio. kr., der kan opsiges til indfrielse pr. 1. juli 2014, anses dette som misligholdelse af bankaftalen. Opsigelse kan i dette tilfælde ske med 4 ugers varsel fra 1. juli 2014.

Koncernen har gæld udenfor bankaftalen for 592 mio. kr. svarende til ca. 22 % af koncernens samlede finansielle gæld. Der er aftalt følgende for den pågældende gæld:

  • Bankgæld på 66 mio. kr. til tre banker er forlænget for hele 2014 på uændrede vilkår i forhold til tidligere.
  • Bankgæld på 187 mio. kr. til to banker, som udtræder af bankaftalen pr. 1. januar 2014, er forlænget til 30. juni 2014, hvor det ene engagement tages op til genforhandling, og det andet engagement forlænges automatisk til 31. december, såfremt to konkrete ejendomme er solgt pr. 30. juni 2014.
  • Realkreditgæld på 339 mio. kr. fortsætter med uændret bidragssats på 1,10 % p.a. indtil 30. juni 2014. 37 mio. kr. af gælden vedrører ejendommen Herlev Hovedgade, Herlev som forfalder pr. 1. maj 2014. Den pågældende ejendom er solgt med seneste overtagelsesdag 30. april 2014 jf. fondsbørsmeddelelse af 18. december 2013.

Med forlængelse af bankaftalen og øvrige låneaftaler udestår der ikke refinansieringer før 30. juni 2014, forudsat at ejendommen Herlev Hovedgade, Herlev overtages af køber senest 30. april 2014. Koncernens fortsatte drift for hele 2014 er herefter betinget af:

  • Eventuelle genforhandlinger pr. 1. juli 2014 af vilkår i bankaftalen og bilaterale aftaler om rente- og bidragssatser sker på vilkår, som koncernen vil være i stand til at kunne honorere,
  • Bankaftalen ikke ophører på et tidligere tidspunkt i 2014 som følge af enten Nordicoms misligholdelse eller samtlige de finansielle kreditorers opsigelse heraf med 6 måneders varsel,
  • Der er indgået nye aftaler, der forlænger gæld for så vidt angår 72 mio. kr., og at det for så vidt angår gæld for yderligere 157 mio. kr. enten er lykkedes at sælge 2 konkrete ejendomme eller at indgå en ny aftale om forlængelse, og
  • Realkreditgæld på 37 mio. kr. enten er indfriet i forbindelse med salg pr. 30. april 2014, eller at den pågældende gælds løbetid forlænges.

Ledelsen forventer, at den igangsatte proces med optimering af kapitalstrukturen vil føre til, at selskabet i løbet af 2014 igen vil kunne indgå aftaler med koncernens finansielle kreditinstitutter på sædvanlige markedsvilkår, der sikrer koncernens finansiering, uden at det er nødvendigt med yderligere forlængelser af bankaftalen.

Såfremt der ikke opnås en tilstrækkelig optimering af kapitalstrukturen i 2014, vil der også i tiden efter 2014 være behov for en kreditoraftale og bilaterale aftaler omfattende alle kreditinstitutter. I dette tilfælde er det således en forudsætning for Nordicoms fortsatte drift efter udløbet af 2014, at Nordicom med virkning fra begyndelsen af 2015

  • Indgår aftale med koncernens bankkreditorer om forlængelse af løbetiden på bankgæld, og
  • Indgår aftale med såvel bankkreditorer som realkreditinstitutter om et niveau for rente- og bidragssatser, som koncernen vil være i stand til at kunne honorere.

Nordicom forventer fortsat i 2013 at opnå et EBVAT (resultat eksklusive værdireguleringer og skat) for fortsættende aktiviteter i niveauet 10 – 20 mio. kr.

 

Med venlig hilsen
 

Allan Andersen                   Ole Steensbro
Bestyrelsesformand           Adm. direktør

 

 

For yderligere oplysninger kontakt:
Adm. direktør Ole Steensbro
Direkte telefon: 40 80 80 32