Årsrapport – Investeringsforeningen Sparinvest med tilhørende afdelinger


Afdelingerne i Investeringsforeningen Sparinvest er samlet set kommet fornuftigt gennem året. Aktiemarkederne har generelt set udviklet sig positivt i 2013, hvilket afspejler sig i foreningens aktieafdelinger, som over en bred kam har leveret pæne afkast. Det gælder ikke mindst den globale afdeling Value Aktier, som med et afkast på 25,1 % har klaret sig omkring4 % bedre end afdelingens benchmark.  Også i afdelingen Value Europa har udviklingen været særdeles tilfredsstillende med et merafkast i forhold til benchmark på mere end 10 %. Afdelingerne for emerging markets-aktier har som de eneste aktieafdelinger leveret negative afkast. Samlet set har foreningens aktieafdelinger leveret afkast for 2013 på mellem -7,3 % og 37,0 %.

Afdelingerne for danske obligationer har generelt været under pres gennem det meste af året, idet stigende renter, særligt på de længere løbetider, har ført til kursfald. De stigende renter skyldes først og fremmest usikkerheden om pengepolitikken i USA, hvor beslutningen om at udfase de historiske støtteopkøb af obligationer, som den amerikanske centralbank har iværksat for at understøtte økonomien, har fået renterne til at stige. Samlet set betyder udviklingen, at afdelingerne for danske obligationer har leveret svagt negative afkast. Bedre gik det for afdelingerne for virksomhedsobligationer, hvor eksempelvis afdelingen High Yield Value Bonds fortsatte de senere års positive takter og gav et afkast på 6,5 % i 2013.

Foreningens formue er i 2013 steget fra 36,1 milliarder kr. ved årets begyndelse til 39,3 mia. kr. ved årets udgang, hvilket blandt andet kan tilskrives tilgangen af de passive afdelinger gennem fusionen med Investeringsforeningen Sparindex.

Foreningens årsrapport er vedhæftet denne fondsbørsmeddelelse og kan endvidere downloades på sparinvest.dk.

Henvendelser vedrørende nærværende fondsbørsmeddelelse kan rettes til direktør Peter Møller Lassen, tlf.nr 36 34 74 00.

 

Med venlig hilsen

Peter Møller Lassen

Direktør, ID–Sparinvest A/S

 

 

 


Attachments

Årsrapport 2013 for Investeringsforeningen Sparinvest.pdf