vestjyskBANKs årsrapport 2013


Finanstilsynet
NASDAQ OMX Copenhagen
Oslo Børs


3. marts 2014



vestjyskBANKs årsrapport 2013

Sammendrag af vestjyskBANKs resultater i 2013:

  • Resultat før skat på -442 mio. kr. (-1.148 mio. kr. i 2012)
  • Basisindtægter på 1.234 mio. kr. (1.280 mio. kr. i 2012)
  • Omkostningsprocent på 49 (55 pct. i 2012)
  • Udgifter til personale og administration på 539 mio. kr. (656 mio. kr. i 2012)
  • Basisresultat før nedskrivninger på 631 mio. kr. (575 mio. kr. i 2012)
  • Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender m.v. på 1.073 mio. kr. (1.515 mio. kr. i 2012). Nedskrivninger på brancherne ejendomme og landbrug udgør den største andel af årets nedskrivninger.
  • Indlånsoverskud på 0,5 mia. kr. ultimo december 2013. Et flerårigt stort indlånsunderskud, som ultimo december 2012 udgjorde 2,6 mia. kr., er dermed vendt til et overskud.
  • Slankning af bankens balance forløber tilfredsstillende og er i 2013 reduceret med 6,7 mia. kr. (20 procent).
  • Solvensprocent på 11,3, kernekapitalprocent på 5,9, solvensbehov på 10,9 pct. og solvensoverdækning på 0,4 pct. point, svarende til overdækning på 67 mio. kr. ultimo december 2013
  • Konvertering af statslig hybrid kernekapital på ca. 338 mio. kr. og ca. 588 mio. kr. blev gennemført i oktober 2013 og januar 2014 til styrkelse af bankens solvens. Efter konverteringerne udgør Den Danske Stats ejerandel 80,6 pct. og det statslige selskab Finansiel Stabilitet A/S 0,86 pct. af den samlede aktiekapital og stemmer.
  • Overdækning i forhold til lovkrav om likviditet på 162,2 pct. ultimo december 2013
  • Bankens omstruktureringsplan er endnu ikke endeligt godkendt af EU Kommissionen. Godkendelsesprocessen har været sat midlertidigt i bero som følge af bankens undersøgelser af mulige strukturelle tiltag.
  • Resultatet af Finanstilsynets ordinære undersøgelse, som blev afsluttet i februar 2014, er indeholdt i årsrapporten for 2013.
  • Overgang til nye kapitaldækningsregler, CRD IV, med forventet implementering fra 31. marts 2014, vurderes på nuværende tidspunkt at få en negativ effekt på bankens solvens i niveauet 1,5-2,0 pct. point.
  • For at styrke bankens solvensnøgletal intensiveres arbejdet med strukturelle tiltag, der omfatter reduktion af bankens balance, især via salg af aktiviteter, optimering af kapitalsammensætningen og reduktion af solvenskrævende balanceposter i det hele taget.
  • Afhængigt af potentialet i bankens strukturelle tiltag kan den negative effekt af de nye CRD IV regler dog indebære en solvensmæssig underdækning og dermed medføre et behov for en genopretningsplan, der kræver godkendelse af Finanstilsynet.
  • I 2014 forventes et basisresultat før nedskrivninger i niveauet 450-500 mio. kr.

vestjyskBANK opnåede i 2013 et tilfredsstillende basisresultat før nedskrivninger på 631 mio. kr. Bankens basale drift fungerer godt. Resultatet før skat på -442 mio. kr. må imidlertid anses for utilfredsstillende, set i lyset af det fortsat høje om end faldende nedskrivningsbehov.

På baggrund af bankens aktuelle økonomiske situation med en meget begrænset solvensmæssig overdækning og nye kapitaldækningsregler, som i vestjyskBANKs tilfælde medfører en skærpelse, udtrykkes forventningerne til 2014 i to scenarier, afhængig af potentialet i de strukturelle tiltag. Det ene scenarie bevirker tilstrækkelig solvens til at dække bankens solvensbehov. Det andet scenarie uden resultater af de strukturelle tiltag må forudses at indebære en situation, hvor bankens solvens ikke er tilstrækkelig til at dække bankens solvensbehov, men 8 procents kapitalkravet vil dog fortsat være dækket. En underdækning af solvensbehovet vil medføre et behov for at udarbejde en genopretningsplan, som skal forelægges Finanstilsynet til godkendelse.

Forudsat de strukturelle tiltag lykkes i et omfang, der skaber tilstrækkelig solvens til dækning af bankens solvensbehov, ser ledelsen under uændrede konjunkturforhold gode muligheder for at realisere et tilfredsstillende basisresultat før nedskrivninger og herudfra at kunne absorbere fortsat reducerede nedskrivninger på udlån og reetablere en vis konsolideringsevne.

Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til
administrerende bankdirektør Vagn Thorsager på tlf. 96 63 21 03.



Vestjysk Bank A/S



Steen Hemmingsen                           Vagn Thorsager
bestyrelsesformand                          adm. bankdirektør

 


Vestjysk Bank A/S
Torvet 4-5
7620 Lemvig
Telefon 96 63 20 00

CVR-nr. 34 63 13 28
www.vestjyskbank.dk


Attachments

Selskabsmeddelelse - vestjyskBANKs årsrapport 2013.pdf vestjyskBANK årsrapport 2013.pdf