Årsrapport 2013


Banken realiserer et overskud efter skat på 6,0 mio.kr. i 2013 mod et underskud efter skat på 58,1 mio.kr. i 2012. Resultatet forrenter egenkapitalen med 3,2 % p.a. 

Fremgangen skyldes lavere nedskrivninger, der falder med 65,9 mio.kr. (66 %) fra 99,9 mio.kr. i 2012 til 34,0 mio.kr. i 2013. Basisindtjeningen stiger med 1,7 mio.kr. (5 %) og udgjorde 33,9 mio.kr. i 2013 mod 32,2 mio.kr. i 2012. Fremgangen modsvares af et fald i kursreguleringer, der falder med 3,4 mio.kr. fra 9,6 mio.kr. i 2012 til 6,1 mio.kr. i 2013. 

Banken har i 2013 haft en god tilgang af nye kunder, hvor langt de fleste kommer efter anbefaling fra bestående kunder, og har fastholdt udlånet, der har været faldende gennem de senere år. Det anses for positivt, at udlånet er fastholdt, da Banken fortsat nedbringer specifikke større erhvervsengagementer. Udlån udgør 1.519 mio.kr. ved udgangen af 2013 mod 1.524 mio.kr. ved udgangen af 2012. 

Bankens solvensprocent udgør 17,3 % ultimo 2013 og solvensbehovet er opgjort til 12,2 % efter Finanstilsynets 8+ model. Dermed udgør Bankens solvensoverdækning 5,1 procentpoint, svarende til 100 mio.kr., ved udgangen af 2013 og er i overensstemmelse med bestyrelsens målsætning om en solvensoverdækning på minimum 5,0 procentpoint. 

Bankens indlånsoverskud inkl. puljer er i 2013 øget fra 252 mio.kr. ved årets start til 303 mio.kr. Indlånet har en spredning på en lang række indlån under 750.000 kr., og Banken er i meget begrænset omfang eksponeret mod større indlån fra enkeltkunder. I forhold til lovkrav om likviditet har Banken en overdækning på 169,8 % mod 159,6 % ultimo 2012. 

Bestyrelsen finder årets positive resultat acceptabelt og noterer, at behovet for nedskrivninger viser et markant fald, selv om nedskrivningerne fortsat er på et for højt niveau. Bestyrelsen udtrykker tilfredshed med Bankens solvensoverdækning, der opfylder målsætningen om en overdækning på 5 procentpoint.


Attachments

Årsrapport 2013 - til OMX 20140306.pdf