Columbus leverer rekordindtjening


Meddelelse nr. 5/2014

 

Rekordindtjening med en stigning i EBITDA* på 24 %. Pengestrømme fra primær drift steg med

57 % til DKK 85,4 mio. Columbus øgede salget af brancheløsninger og styrkede indtjeningen i konsulent- og softwareforretningen.

Columbus har i dag offentliggjort Årsrapport 2013, jf. børsmeddelelse nr. 4/2014.

I 2013 leverede Columbus en omsætning på DKK 879,8 mio. og EBITDA* på DKK 72,1 mio. Det er en vækst i EBITDA* på 24 % i forhold til 2012, og dermed det bedste resultat i virksomhedens mere end 20-årige historie. På baggrund af årets resultat og pengestrømme foreslår bestyrelsen, at der på generalforsamlingen godkendes udbytte på 10 % af den nominelle aktiekapital.

Forventningerne til 2014 er også positive. Målsætningerne lyder på en omsætning i niveauet DKK 900 mio. og EBITDA* i niveauet DKK 80 mio.

 

Omsætningsstigning fra brancheløsninger

Omsætningen fra de tre brancheløsninger til fødevare-, detail- og produktionsbrancherne steg med 25 %. Omsætningen fra Columbus’ brancheløsninger udgør nu 64 % af den samlede omsætning, og virksomheden har dermed realiseret en væsentlig målsætning for året.

 

Markant indtjeningsfremgang i konsulentforretningen

I 2013 opnåede Columbus en markant forbedring i konsulentforretningen. Virksomheden har forbedret effektiviteten betydeligt, samtidig med at omsætningen af konsulentydelser steg med
7 %. Samlet set betyder det en væsentlig indtjeningsfremgang i 2013.

 

Øget indtjening på salg af Columbus Software

Columbus har i 2013 øget indtjeningen på salg af Columbus Software, som primært skyldes en stigning i salg af softwareabonnementer med 12 %. Denne forøgelse af tilbagevendende omsætning er tilfredsstillende. Omsætningen af Columbus Software er på niveau med 2012.

 

Stærk stigning i pengestrømme fra primær drift

Årets resultat blev et overskud på DKK 21,7 mio. i 2013 (2012: DKK 0,1 mio.). Pengestrømme fra primær drift steg med 57 % til 85,4 mio. I lyset af en væsentlig nedskrivning på nedlukkede aktiviteter i første halvår på DKK 9,8 mio. vurderes årets resultat og pengestrømme som tilfredsstillende.

 

”Eksekveringen af Columbus15 er succesfuld, og Columbus har fortsat ”næsen i sporet”. Columbus skaber mere værdi for kunderne, de driftsmæssige risici og afhængigheden af leverandører er reduceret, og samtidig er indtjening og likviditet forbedret markant. Efter et tilfredsstillende år er det min klare overbevisning, at Columbus står stærkere end nogensinde, og at virksomheden er på rette vej,” udtaler Ib Kunøe, bestyrelsesformand.

 

 

Ib Kunøe                                  Thomas Honoré

Bestyrelsesformand                Koncernchef

Columbus A/S              Columbus A/S

 

 

Kontakt for yderligere information

Koncernchef, Thomas Honoré tlf.: +45 70 20 50 00.

 

 

 

* EBITDA før aktiebaseret aflønning

 


Attachments

BM_05_2014_Columbus_leverer_rekordindtjening.pdf