Fastsættelse af solvenskrav, dispositionsbegrænsende påbud og påbud om genopretningsplan


 

Finanstilsynet
NASDAQ OMX Copenhagen A/S
Oslo Børs
 
 

1. april 2014

 

Selskabsmeddelelse:

Fastsættelse af solvenskrav, dispositionsbegrænsende påbud og påbud om genoprettelsesplan

Bankens kapitalmæssige udfordringer er senest omtalt i bankens årsrapport 2013 og i selskabsmeddelelse af 3. marts 2014. Det var pr. 31. marts 2014 ikke lykkedes at gennemføre strukturelle tiltag i tilstrækkeligt omfang til at opfylde solvensen efter de nye kapitaldækningsregler i CRD IV.

Vestjysk Bank har på baggrund af sin årsrapport for 2013 senest fastsat bankens individuelle solvensbehov til 10,9 pr. 31. december 2013. Pr. 31. marts 2014 efter CRD IV er Vestjysk Banks aktuelle solvens foreløbigt opgjort til 10,0 og banken har derfor meddelt Finanstilsynet, at banken ikke lever op til sit solvensbehov. Faldet i solvensprocenten afspejler blandt andet, at der er kapitalelementer i form af supplerende lånekapital, der ikke længere kan indregnes. Finanstilsynet har som følge heraf i medfør af lov om finansiel virksomhed § 124, stk. 3 fastsat bankens individuelle solvenskrav til 10,9 og i medfør af lov om finansiel virksomhed § 225, stk. 2 pålagt Vestjysk Bank at foretage de fornødne foranstaltninger for at overholde dette solvenskrav. Finanstilsynet har også i medfør af lov om finansiel virksomhed § 225, stk. 2 påbudt Vestjysk Bank senest den 7. april 2014 at indsende en genoprettelsesplan til Finanstilsynet. Genoprettelsesplanen skal indeholde en beskrivelse af de tiltag, som Vestjysk Bank vil gennemføre for at bringe den faktiske solvens op over det individuelle solvenskrav.

Banken pålægges endvidere dispositionsbegrænsende tiltag som beskrevet i Finanstilsynets afgørelse af 1. april 2014, der er vedhæftet denne selskabsmeddelelse.

Sideløbende med udarbejdelse af genoprettelsesplanen vil banken fortsætte sine tiltag med henblik på at søge at forbedre solvensen.

 

Vestjysk Bank A/S


Vagn Thorsager                               Michael Nelander Petersen
bestyrelsesformand                         konstitueret adm. bankdirektør

 

Eventuelle henvendelser kan rettes til bestyrelsesformand Vagn Thorsager tlf. nummer 96 63 21 03.


Attachments

Selskabsmeddelelse om fastsættelse af solvenskrav, dispositionsbegrænsende påbud og påbud om genopretningsplan.pdf Brev fra Finanstilsynet om fastsættelse af solvenskrav og dispositionsbegrænsende påbud.pdf