Hartmann forbedrede drift og overskudsgrad i 1. kvartal 2014


Hartmann fortsatte den positive udvikling i 1. kvartal 2014 og forbedrede driften og overskudsgraden. I Europa steg indtjeningen, mens den nordamerikanske forretnings overskudsgrad faldt som følge af udsving i valutakurser og højere energipriser samt omkostninger afledt af den igangværende udvidelse af produktionskapaciteten. Forventningerne om en omsætning på 1,6-1,7 mia. kr. og en overskudsgrad på 9,0-10,5% fastholdes.

Administrerende direktør Ulrik Kolding Hartvig siger om udviklingen i 1. kvartal 2014:

"Vi fastholdt den positive udvikling og skabte gode resultater i 1. kvartal, hvor vi formåede at øge overskudsgraden ved at sælge flere premiumprodukter og fortsætte den løbende effektivisering af produktionen. Den igangværende udvidelse af produktionskapaciteten i Nordamerika følger planen, og i Europa investerede vi ligeledes i tiltag, som skal øge effektiviteten og forbedre kapacitetsudnyttelsen."

Om forventningerne til fremtiden siger Ulrik Kolding Hartvig:

"På baggrund af de gode resultater i 1. kvartal og udviklingen i forretningen fastholder vi forventningerne om en omsætning på 1,6-1,7 mia. kr. og en overskudsgrad på 9,0-10,5% i 2014. Vi er på rette vej, og målet skal nås ved at øge andelen af premiumprodukter og optimere driften, så vi udnytter produktionskapaciteten bedst muligt."

Hovedpunkter

  • Omsætningen udgjorde 413 mio. kr. i 1. kvartal 2014 (2013: 423 mio. kr.), og driftsresultatet* var 45 mio. kr. (2013: 44 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad* på 10,8% (2013: 10,3%).
  • I Europa udgjorde omsætningen 341 mio. kr. i 1. kvartal 2014 (2013: 351 mio. kr.), og driftsresultatet steg til 38 mio. kr. (2013: 34 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 11,1% (2013: 9,7%). Forbedringen af indtjeningen i Europa var drevet af en øget andel af premiumprodukter og effekten af gennemførte effektiviseringstiltag.
  • Den nordamerikanske forretning fastholdt en omsætning på 72 mio. kr. (2013: 72 mio. kr.), mens driftsresultatet udgjorde 13 mio. kr. (2013: 16 mio. kr.) svarende til en overskudsgrad på 17,6% (2013: 21,7%). Den forretningsmæssige udvikling var positiv, og den lavere indtjening kan henføres til udsving i valutakurser og højere energipriser samt omkostninger afledt af den igangværende udvidelse af produktionskapaciteten.
  • Pengestrømme fra driftsaktivitet udgjorde 9 mio. kr. (2013: 47 mio. kr.), og afkastet af den investerede kapital steg til 23% (2013: 17%).
  • Hartmann fastholder forventningerne om en omsætning på 1,6-1,7 mia. kr. og en overskudsgrad på 9,0-10,5%.

* Driftsresultat refererer til resultat af primær drift før særlige poster og overskudsgrad til overskudsgrad før særlige poster.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Ulrik Kolding Hartvig
Adm. direktør
Telefon: (+45) 45 97 00 79


Attachments

Delårsrapport for 1. kvartal 2014