Nyt sikkerhedsmodul gør det muligt at fjernkontrollere F2 Manager på iPad (Mobile Device Management)


cBrain har frigivet et nyt sikkerhedsmodul til F2-produktet, som gør det muligt at anvende Mobile Device Management (MDM) i forbindelse med F2 Manager på iPad.

Sikkerhed er afgørende for offentlige myndigheder ikke mindst i forbindelse med sagsbehandling, kommunikation og dokumentlagring. Med det nye sikkerhedsmodul har it-afdelingen nu mulighed for at styre rettigheder, udrulning og support af F2 Manager på iPad fra centralt niveau, hvilket eksempelvis gør det muligt for medarbejdere at anvende egne iPads (BYOD: bring your own device) uden at gå på kompromis med sikkerheden. 

Industrianalytikere anser MDM som en af de vigtigste nye teknologier indenfor mobil sikkerhed, og flere af cBrains nuværende kunder har allerede efterspurgt muligheden for at anvende F2 Manager via MDM. 

cBrain forventer derfor, at frigivelsen af den nye sikkerhedsmodul vil understøtte en yderligere udbredelse af F2-produktet, ikke mindst i de mange store offentlige organisationer med central styring af mobile enheder og høje krav til datasikkerhed. 

Med det nye modul er F2 Manager blevet Citrix Worx Enabled, hvilket gør det muligt at bruge Citrix Mobile Device Management til at styre mobile enheder og de data, som ligger på dem. For cBrain betyder det endvidere, at det nye F2 MDM-modul udstilles i Citrix' Worx App Gallary parallelt med Apples AppStore. 

cBrain forventer inden for kort tid også at frigive et sikkerhedsmodul til F2 Touch-produktet.

Om F2 Manager og F2 Touch

F2 Manager er et modul i cBrains F2-produkt, som understøtter ledelsens opgaver på iPad.  

F2 Manager repræsenterer en ny generation af sikker mobil software for ledere, som ønsker at slippe af med de stakke af papir, de bærer rundt på mellem møder, samt ønsker at kunne arbejde papirløst med forelæggelser og godkendelser. F2 Manager tilbyder således fuld og sikker adgang til organisationens sagsdatabase, baseret på krypterede linier, samtidig med at F2 Manager tilbyder friheden til at arbejde offline. F2 Manager anvendes i dag af en række organisationer og ministerier, hvor produktet har opnået en betydelig succes ikke mindst hos topledelsen, hvor kredsen af brugere omfatter en række departementschefer og ministre.  

Modsat F2 Manager, som er målrettet iPad, understøtter F2 Touch mobil sags- og dokumenthåndtering med adgang til organisationens centrale dokumentdatabase fra et bredt udvalg af forskellige mobile enheder.

 

Med venlig hilsen 

Per Tejs Knudsen, CEO   
 


 

         Anne Dorthe Hermansen ir@cbrain.dk/ (45)40118608