Coloplast styrker direktionen


Coloplast udvider direktionen fra de nuværende to til fire medlemmer med effekt fra 1. juli 2014. Nye medlemmer af direktionen er Kristian Villumsen, Allan Rasmussen og Anders Lonning-Skovgaard.

Kristian Villumsen udnævnes til Executive Vice President, Chronic Care og får ansvaret for Global Marketing, Forskning og Udvikling samt salgsregionerne under stomi- og kontinensforretningen. Kristian Villumsen har været i Coloplast siden 2008 og senest i rollen som Senior Vice President for Emerging Markets.

Allan Rasmussen udnævnes til Executive Vice President, Global Operations (produktion) og får ansvaret for Global Operations, Procurement samt Quality & Environment. Allan Rasmussen har været i Coloplast siden 1992, og kommer fra en rolle som Senior Vice President for Global Operations.

Anders Lonning-Skovgaard udnævnes til koncernfinansdirektør (CFO) med ansvaret for Global Finance og Global IT. Anders tiltrådte i Coloplast i 2006 og har senest været Senior Vice President for IT.

Øget kommercielt fokus
”I lyset af virksomhedens ambitiøse vækststrategi og de langsigtede finansielle forventninger som blev offentliggjort for nyligt, har vi valgt at udvide og styrke direktionen, så den afspejler de kommercielle ambitioner for de kommende år”, udtaler bestyrelsesformand i Coloplast Michael Pram Rasmussen.

 Lars Rasmussen, administrerende direktør i Coloplast udtaler: ”Med tilføjelsen af Kristian Villumsen, Allan Rasmussen og Anders Lonning-Skovgaard er jeg overbevist om, at vi har sat et hold, der er i stand til at lægge det kommercielle pres, der er nødvendigt for at kunne indfri vores vækstambitioner. Mellem sig har de tre 35 års erfaring i Coloplast regi og de har alle spillet en vigtig rolle i Coloplasts succesfulde udvikling over de senere år. Jeg er glad for og stolt over at kunne styrke vores direktion med så stærke interne kandidater”.

Koncernfinansdirektør Lene Skole forlader Coloplast
Nuværende koncernfinansdirektør Lene Skole forlader som konsekvens af ændringerne Coloplast og tiltræder en stilling som administrerende direktør for Lundbeckfonden den 1. september 2014.

”Jeg vil gerne benytte lejligheden til at rette en stor tak til Lene Skole for hendes store indsats i Coloplast siden 2005. Hun har som koncernfinansdirektør spillet en afgørende rolle i den succesfulde transformation af Coloplast. Jeg ønsker hende held og lykke i hendes nye rolle som administrerende direktør i Lundbeckfonden”, udtaler bestyrelsesformand i Coloplast Michael Pram Rasmussen.

Direktionen i Coloplast består pr. 1 juli 2014 af:
CEO - Lars Rasmussen (55 år)
EVP, Chronic Care - Kristian Villumsen (43 år)
EVP, Global Operations - Allan Rasmussen (47 år)
CFO - Anders Lonning-Skovgaard (41 år)

 

 

PRESSEKONTAKT
Simon Mehl Augustesen
Pressechef
+45 4911 3488
dksia@coloplast.com


Attachments

Coloplast styrker direktionen.pdf