STYLEPIT A/S – Letter of Intent indgået vedr. fusion med Conseptor AS

Selskabsmeddelelse nr. 17 / 2014


STYLEPIT A/S har indgået en betinget aftale omkring fusion med selskaber og aktiver under den norske virksomhed Conseptor AS. STYLEPIT A/S overtager de fire brands Solid, Peppercorn (PEP), Desires og Tailored Originals og Conseptors retailaktiviteter i Danmark og Norge samt overtager den tilhørende B2B webshop for de fire brands.

Den overtagne aktivitet forventes at omsætte for NOK 516 mio. i 2014 og NOK 549 mio. i 2015 samt generere et EBITDA på NOK 17,8 mio. i 2014 og NOK 39,4 mio. i 2015.

Købet af de nævnte aktiviteter vil blive finansieret ved udstedelse af 184 mio. nye STYLEPIT A/S aktier til Conseptor AS. Købsprisen udgør således 208 mio. DKK baseret på STYLEPITs lukkekurs den 19. september 2014. Aktiviteter overtages uden bankgæld men inklusiv factoring, der har svinget fra DKK 22 mio. til DKK 50 mio. over de seneste 12 måneder.

STYLEPIT A/S har samarbejdet med Conseptors danske selskab CNS Group A/S - der er ejeren af de fire ovennævnte brands - i mange år og har et indgående kendskab til disse brands og deres produkter. Dette har bl.a. medført et godt samarbejde med CNS Groups adm. direktør Peter Mazur. CNS Groups A/S har hovedsæde i Kolding, hvor der i dag er 55 fuldstidsmedarbejdere.

Med købet opnår STYLEPIT A/S adgang til en stor volumen på private label (salg af egenproducerede varer), adgang til et stærkt private label team samt væsentligt højere bruttoavancer på private label i forhold til STYLEPIT A/S’ nuværende marginer. STYLEPIT A/S har store forventninger til de marginer og de synergier, der – som følge af opkøbet - opstår ved at komme op på en private label procent på over 25%. Målet for STYLEPIT A/S er ved hjælp af det nye team at komme op på en væsentlig højere private label procent med dertil hørende forbedring af EBITDA margen.

Conseptors retailaktiviteter forventes at udgøre omkring 30% af omsætningen i 2015 og udgøres af 37 SOLID butikker i Danmark og Norge, bl.a. flere flagship-stores på strøget i København og i CPH Airport. Denne aktivitet giver STYLEPIT A/S en række nye strategiske muligheder indenfor omni-channel, hvor der kan skabes krydssalg mellem butikker og online, fx hvor varer bestilt online kan afhentes i butikker og returvarer kan afleveres i butikker.  Den resterende omsætning udgøres af omsætningen fra de fire førnævnte brands i hele Europa.

Nicolai Kærgaard, bestyrelsesformand i STYLEPIT A/S, udtaler: ”Det strategiske potentiale i denne sammenlægning er meget stort. Kan vi lykkes med at sælge flere varer, hvor vi har hele værdikæden fra egenproduktion til slutbruger, så er der store muligheder for at forbedre vores bundlinie markant, samtidig med, at vi skaber en bedre loyalitet over for vores slutbrugere”.

Stein Lande, adm. direktør i Conseptor AS og kommende kandidat til bestyrelsen i STYLEPIT A/S, udtaler: ”Vi ser et stort potentiale i kombinationen af en stærk online-tilstedeværelse samt et stærk private label setup. Conseptor har allerede selv set styrken i at løfte private label procenten op og ser dette som en vej frem for branchen. Vi har derfor store forventninger til det afkast, vi ønsker af denne fusion”.

Marc Jeilman, adm. direktør i STYLEPIT A/S, udtaler: ”En fusion vil føre til en stærkere platform, der styrker os fundamentalt og finansielt”.

Aftalen er bl.a. betinget af myndighedsgodkendelse og due diligence.

Spørgsmål vedrørende denne meddelelse kan rettes til bestyrelsesformand i Nicolai Kærgaard på mobil nr. +45 26 22 99 11 eller til adm. direktør Marc Jeilman på mobil nr. +45 20 35 25 80.

Med venlig hilsen

STYLEPIT A/S


Attachments

Meddelelse nr  17_2014_STYLEPIT.pdf