H+H International A/S - H+H underskriver aftale om erhvervelse af GRUPA Ozarows porebetonaktiviteter

Selskabsmeddelelse nr. 301, 2014


København, Danmark, 2014-10-09 12:07 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --  

H+H International A/S
Dampfærgevej 3, 3.

2100 København Ø
Danmark
Telefon: +45 35 27 02 00
www.HplusH.com
CVR-nr. 49 61 98 12

 

H+H underskriver aftale om erhvervelse af GRUPA Ozarows porebetonaktiviteter

Det forventes, at de samlede polske porebetonaktiviteter vil vinde på stordrifts­fordelene på det konkurrenceprægede polske marked og vil kunne realisere en betydelig omkostnings- og effektiviseringssynergi.

H+H International A/S' datterselskab, H+H Polska Sp. z o.o., har i dag underskrevet en aftale med Grupa Ozarow S.A. om erhvervelsen af 100 % af aktierne i dets polske porebetonselskab, Grupa Prefabet S.A., for et samlet vederlag på PLN 60 millioner (DKK 108 millioner) (Enterprise Value). Købesummen betales i henhold til en nærmere aftalt udskudt betalingsplan. Transaktionens gennemførelse er betinget af de polske konkurrencemyndigheders sædvanlige godkendelse. Transaktionen forventes gennemført omkring udgangen af 2014.

Grupa Prefabet S.A. er en af de førende porebetonproducenter i Polen med fem produktionsanlæg. Omsætningen i 2013 var DKK 133 millioner, og EBIT var marginalt negativt. Selskabet beskæftiger cirka 325 personer. Grupa Prefabet S.A. er helejet af Grupa Ozarow S.A., som er en førende producent af cement i Polen.

Polen er det største porebetonmarked i Europa, men aktivitetsniveauet er faldet betydeligt i de seneste år på grund af den markedsøkonomiske afmatning, hvilket har medført stor overkapacitet og manglende rentabilitet blandt producenterne. H+H International A/S har tidligere udtalt, at der er behov for en omstrukturering af det polske marked.

Michael T. Andersen, adm. direktør for H+H International A/S, siger:

"Dette er i tråd med vores annoncerede strategi om at konsolidere H+H's position som en af de førende europæiske leverandører af porebeton og om samlet set at blive førende på vores valgte geografiske område. Det forventes, at de samlede polske porebetonaktiviteter vil vinde på stordriftsfordelene på det konkurrenceprægede polske marked og vil kunne realisere en betydelig omkostnings- og effektiviseringssynergi. Vi anser dette for at være det perfekte match og en fremragende mulighed for at skabe værdi for H+H's aktionærer."

Oplysninger om transaktionen
Den aftalte købesum udgør DKK 108 millioner (Enterprise Value) kontant. Købesummen betales i henhold til en nærmere aftalt udskudt betalingsplan, hvor cirka DKK 40 millioner betales ved transaktionens gennemførelse, og det resterende beløb betales i to rater henholdsvis inden medio 2016 (DKK 32 millioner) og inden medio 2017 (DKK 36 millioner). Det forventes som en del af omstruktureringsplanen, at H+H vil kunne sælge kombinerede polske aktiver i løbet af de kommende år til en værdi af mere end DKK 70 millioner. Yderligere investeringer på DKK 15-20 millioner forventes at være nødvendige for at understøtte omstruktureringen.

Transaktionen finansieres med bankgæld inden for H+H's eksisterende kreditfaciliteter. Det er dog hensigten efter transaktionens gennemførelse at styrke kapitalgrundlaget gennem udstedelse af nye aktier.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling
Bestyrelsen i H+H International A/S forventer inden for de kommende 14 dage at indkalde til ekstraordinær generalforsamling med følgende forslag:

  1. Nedsættelse af Selskabets aktiekapital med nominelt DKK 392.400.000 til kurs 100 med henblik på henlæggelse til en særlig reserve i henhold til selskabslovens § 188, stk. 1, nr. 3, og samtidig en ændring af stykstørrelsen på selskabets aktier fra multipla af DKK 5,00 udstedt i aktier a DKK 50,00 til udstedelse af aktier a nominelt DKK 10,00.
  2. Bemyndigelse til bestyrelsen til at udstede nye aktier for et beløb svarende til indtil 9,99 % af Selskabets aktiekapital efter gennemførelsen af kapitalnedsættelsen, jf. nr. 1 ovenfor.

Motivationen bag den foreslåede nedsættelse af aktiekapitalen og af stykstørrelsen af Selskabets aktier er at lette gennemførelsen af den potentielle kapitalforhøjelse, idet Selskabet ikke må udstede nye aktier under den nominelle værdi.

Ændringen af stykstørrelsen er udelukkende teknisk, og antallet af aktier forbliver uændret, hvilket alt andet lige også gælder kursen. Hvis du som aktionær ejede 100 aktier før nedsættelsen af stykstørrelsen, og kursen var DKK 45, ejer du fortsat 100 aktier efter den nedsatte stykstørrelse, og kursen vil alt andet lige fortsat være DKK 45. Ændring af stykstørrelsen vil alt andet lige ikke ændre den egentlige kurs.

H+H's ejerstruktur forbliver ligeledes uændret som følge af nedsættelsen af stykstørrelsen.

De seks største aktionærer i H+H International A/S, som repræsenterer omkring 38 % af den samlede aktiekapital, støtter op om erhvervelsen af Grupa Prefabet S.A. samt om ovenstående forslag.

Forventninger til 2014
Da transaktionen forventes gennemført ved årets udgang, vil den økonomiske virkning på årets resultat være ubetydelig. Transaktionsomkostningerne indregnes som særlige poster og har således ingen indvirkning på de tidligere annoncerede retningslinjer for 2014.

Forventninger til 2015 og fremefter
Forudsat at transaktionen godkendes før udgangen af 2014, forventes det, at EBITDA i 2015, eksklusive særlige poster, vil stige med cirka DKK 10 millioner blandt andet på grund af planlagt synergi, og på grund af at arbejdskapitalen kan nedsættes med DKK 15-20 millioner. Integrationsomkostninger, indregnet som særlige poster, vil udgøre cirka DKK 20 millioner. Det er vores ambition i løbet af de næste fire år at øge EBIT-marginen for de kombinerede polske aktiviteter til et niveau, som svarer til H+H's langsigtede EBIT-margin på mere end 6 %, forudsat at de polske markedsforhold forbedres, og at omstruktureringsplanen skrider frem som planlagt.

Rådgivere
SEB Corporate Finance har været økonomisk rådgiver og Accura Advokatpartner­selskab har været juridisk rådgiver for H+H International A/S.

Telefonkonference
Der afholdes telefonkonference i dag kl. 14, hvor adm. direktør Michael T. Andersen vil gennemgå hovedbudskabet i nærværende selskabsmeddelelse, og hvor der vil blive lejlighed til at stille spørgsmål. En kort præsentation kan downloades fra www.HplusH.com.

Dial-in: +44 (0) 2031 808080 (UK)
Dial-in: +45 32 72 80 20 (DK)
Konferencekode: 6903846583

 

Kent Arentoft
Bestyrelsesformand

Michael T. Andersen
Adm. direktør

 

For yderligere oplysninger venligst kontakt:
Adm. direktør Michael T. Andersen på tlf. +45 35 27 02 00 eller bestyrelsesformand Kent Arentoft på tlf. +45 43 50 02 09.


Attachments

301_DK.pdf