STYLEPIT A/S - Aktiekøbsaftale indgået med Conseptor AS og en række øvrige selskaber

Selskabsmeddelelse nr. 22 / 2014


I fortsættelse af selskabsmeddelelse nr. 17 / 2014 har STYLEPIT A/S indgået en aktiekøbsaftale vedrørende STYLEPIT A/S’ erhvervelse af en række selskaber fra det norske selskab Conseptor AS og en række minoritetsaktionærer i de pågældende selskaber. STYLEPIT A/S overtager de fire brands Solid, Peppercorn (PEP), Desires og Tailored Originals og Conseptors retailaktiviteter i Danmark og Norge. Som led i forhandlingerne er det aftalt, at der nu overtages 10 færre SOLID butikker. Butikker med lille kritisk masse beholdes og drives videre af Conceptor. Handelen omfatter således nu 27 butikker.

De overtagne aktiviteter forventes at omsætte for DKK 410 til DKK 430 mio. i 2014/2015 og generere et EBITDA på DKK 15 til DKK 20 mio. i 2014/2015.

Købet af de nævnte aktiviteter vil blive finansieret ved udstedelse af i alt 245 mio. nye STYLEPIT A/S aktier til fordeling mellem Conseptor AS og de nævnte minoritetsaktionærer. Aktiviteter overtages uden bankgæld. Købsprisen udgør en værdi på DKK 146 mio. baseret på STYLEPIT A/S’ lukkekurs den 11. december 2014. Købsprisen er dermed reduceret med DKK 62 mio. fra DKK 208 mio. omtalt i Letter of Intent fra den 22. september 2014.

De nye aktier vil blive udstedt i en ny aktieklasse, der ikke optages til handel og officiel notering på NASDAQ Copenhagen, men vil i øvrigt have samme rettigheder som de eksisterende aktier udstedt af STYLEPIT A/S. De nye ikke-noterede aktier påtænkes konverteret senere til den bestående aktieklasse optaget til handel på NASDAQ Copenhagen under iagttagelse af værdipapirhandelslovens bestemmelser herom.

Nicolai Kærgaard, bestyrelsesformand i STYLEPIT A/S, udtaler: ”Det glæder mig at vi nu er kommet til enighed med sælgerne, for de strategiske muligheder i denne sammenlægning er gode. Kan vi lykkes med en stærk end-to-end strategi, hvor vi i større grad har hele værdikæden fra egenproduktion til slutbruger, så er der store muligheder for at forbedre vores bruttoavance”.

Gennemførelse af ovennævnte transaktion forventes at ske i januar 2015. Gennemførelsen er betinget af, at aftalen godkendes af STYLEPIT A/S’ hhv. Conseptor AS’ bankforbindelser samt af øvrige sædvanlige forhold.

Der henvises i øvrigt til STYLEPIT A/S’ selskabsmeddelelse nr. 17 / 2014 af 22. september 2014.

Spørgsmål vedrørende denne meddelelse kan rettes til bestyrelsesformand Nicolai Kærgaard på mobil nr. +45 26 22 99 11 eller til adm. direktør Marc Jeilman på mobil nr. +45 20 35 25 80.

Med venlig hilsen

STYLEPIT A/S


Attachments

Meddelelse nr  22_2014_STYLEPIT.pdf