Østjydsk Bank A/S - Østjydsk Bank øger nedskrivningerne med 20 mio. kr.


Selskabsmeddelelse nr. 2/2015

 

Østjydsk Bank øger nedskrivningerne med 20 mio. kr.

Østjydsk Bank oplyste i selskabsmeddelelse nr. 16/2014, at banken, som følge af den igangværende oprydningsproces kombineret med den nuværende krise i dansk landbrug, forventede at nedskrivningerne i 4. kvartal 2014 ville være i niveauet 30 mio. kr.

Bankens igangværende oprydningsproces og de fortsat lave afregningspriser på landbrugets primære produkter har øget bankens behov for nedskrivninger i 4. kvartal 2014. De yderligere nedskrivninger er blandt andet drevet af, at udsigten til en løsning af handelskrisen mellem EU og Rusland er meget usikker, og at varigheden af krisen er vanskelig at forudse.

Østjydsk Bank har i konsekvens af ovenstående vurderet, at nedskrivningsbehovet er øget i niveauet 20 mio. kr., således at nedskrivningerne i 4. kvartal 2014 vil være i niveauet 50 mio. kr. mod de tidligere udmeldte 30 mio. kr..

Banken forventer nu i alt at nedskrive i niveauet 315 mio. kr. i 2014 mod 254 mio. kr. i 2013.

Banken forventer ved aflæggelse af årsrapporten for 2014, til trods for det udmeldte nedskrivningsniveau, at kunne opfylde lovens mindstekrav for såvel kapitalprocent samt egentlig kernekapitalprocent.

Banken er som oplyst i selskabsmeddelelse nr. 16/2014 fortsat under genopretning.

Banken offentliggør efter planen årsrapport for 2014 den 25. februar 2015.

Eventuelle spørgsmål til denne meddelelse kan rettes til undertegnede på tlf. 96 68 42 20

 

Med venlig hilsen

Ø S T J Y D S K   B A N K   A / S

Max Hovedskov

Bankdirektør


Attachments

Selskabsmeddelelse nr. 2 2015.pdf