DONG Energy svarer på markedsspekulationer


Bloomberg har, baseret på anonyme kilder, rapporteret, at DONG Energy har engageret rådgivere til at undersøge en mulig udskillelse eller eventuelt salg af sin E&P-forretning. Bloomberg-artiklen har medført offentliggørelse af analytikerrapporter, der indeholder spekulationer om effekten af en sådan mulig transaktion for DONG Energy's kreditposition.
 
Det er DONG Energy's politik ikke at kommentere på markedsspekulationer.
 
Som det dog tidligere er offentliggjort, bekræfter DONG Energy, at det i forbindelse med kapitaltilførslen til DONG Energy i februar 2014 blev besluttet at udarbejde en plan for DONG Energy's fortsatte udvikling forud for en mulig børsnotering. DONG Energy bekræfter endvidere, at den omtalte proces er igangsat, og at J.P. Morgan er blevet engageret som rådgiver.
 
Processen er stadig i en indledende fase og forventes ikke afsluttet  før anden halvdel af 2015. På nuværende tidspunkt undersøges forskellige scenarier, men der er ikke truffet nogen beslutninger.
 
DONG Energy vil orientere markedet, hvis og når endelige beslutninger træffes.

Indholdet af denne meddelelse ændrer ikke DONG Energy’s tidligere udmeldte forventninger til det finansielle resultat for regnskabsåret 2015 eller det udmeldte forventede investeringsniveau for 2015-2016.


For yderligere information, kontakt:

Media Relations
Martin Barlebo
+45 9955 9100

Investor Relations
Allan Bødskov Andersen
+45 9955 9769


DONG Energy er en af de førende energivirksomheder i Nordeuropa og har hovedsæde i Danmark. Omkring 6.500 ambitiøse medarbejdere er dybt engagerede i at udforske og producere olie og gas, udvikle, opføre og drive havmølleparker og kraftværker og levere energi til privat- og erhvervskunder hver eneste dag. Koncernens omsætning var DKK 67 mia. (EUR 9,0 mia. ) i 2014. For yderligere information se www.dongenergy.com.


Attachments

20150309_Koncernmeddelelse_DONG ENERGY svarer på markedsspekulationer.pdf