Columbus leverer rekordindtjening for andet år i træk

Columbus øger indtjeningen med 13% til DKK 81,6 mio. og får sit bedste resultat i virksomhedens 25-årige historie.


Ballerup, 2015-03-17 12:46 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- Columbus fortsætter de seneste års indtjeningsfremgang og kan for andet år i træk annoncere rekordindtjening. Columbus øger indtjeningen i både konsulent- og softwareforretningen og sælger flere brancheløsninger, hvilket giver det internationale konsulenthus et flot driftsresultat med vækst på bundlinjen.                                                 

Driftsresultatet (EBITDA*) udgjorde DKK 81,6 mio., hvilket er en vækst 13% i forhold til 2013. Nettoresultat efter skat udgjorde DKK 52,7 mio., og er en vækst på 142%. Omsætningen lød på DKK 878,3 mio. og er på samme niveau som 2013.

”2014 var endnu et tilfredsstillende år for Columbus. Vi har leveret indtjeningsfremgang 13. kvartaler i træk, og 2014 var endnu et rekordår for Columbus. Vi følger en klar strategisk kurs, og resultatet viser at det er en sund forretning”, siger koncernchef Thomas Honoré.

Fortsat indtjeningsfremgang i konsulentforretningen
Columbus’ konsulentforretning opnåede en stigning i omsætningen på 5% i 2014, og har samtidig forbedret effektiviteten. Samlet set har det betydet en væsentlig indtjeningsfremgang.

Øget indtjening i Columbus’ softwareforretning
I 2014 øgede Columbus salget af eget software med 3%. Indtjeningen (EBITDA) i Columbus’ softwareforretning blev forbedret med 26%, som følge af det øgede salg. Columbus’ softwareforretning udgjorde 44% af EBITDA* i 2014 (2013: 39%).

Omsætningsstigning fra brancheløsninger
Omsætning fra de tre brancheløsninger til fødevare-, detail- og produktionsbrancherne fortsatte fremgangen og udgør nu 77% af den samlede omsætning. Dette er i tråd med forventningerne, og virksomheden har dermed realiseret en væsentlig målsætning for året.

Nye opkøb styrker Columbus’ markedsposition
I 2014 styrkede Columbus sin markedsposition med opkøbene af selskaberne; Omnica - en konsulentvirksomhed inden for e-handel og Dynamics Anywhere - en softwarevirksomhed inden for mobile forretningsløsninger.

Opkøb er en del af Columbus’ strategi, der har fokus på opkøb af virksomheder med en konsulentprofil svarende til Columbus’ inden for virksomhedens brancheløsninger og udvalgte geografiske områder.  

Forventninger om vækst og øget indtjening i 2015
2015 er det sidste år af Columbus’ strategi Columbus15, der handler om at transformere koncernen til en global konsulentvirksomhed med brancheekspertise og egne softwareløsninger med fokus på at forbedre indtjeningen.

”De seneste års resultater viser at Columbus’ strategi er den rigtige. Vi er i dag en stærk global konsulentvirksomhed med brancheekspertise og egenudviklet software. 2015 handler om at fastholde fokus på at drive en sund forretning, mens vi forbereder vores strategiplan efter 2015”, siger Thomas Honoré.

Columbus forventer fortsat vækst i salg af brancheløsninger og egen software i 2015, og fastholder fokus på at forbedre indtjeningen i konsulentforretningen. Målsætningen er en omsætning i niveauet DKK 1 mia. og EBITDA* i niveauet DKK 90 mio., hvilket svarer til en vækst på henholdsvis 14% og 10%.

  

* EBITDA før aktiebaseret aflønning