Årsrapport 2014 for Prime Office A/S


Nasdaq Copenhagen A/S

Nikolaj Plads 6

DK-1007 København K

 

Aarhus, den 25. marts 2015

Fondsbørsmeddelelse nr. 73/2015

   

Investorinformation vedrørende det forgangne regnskabsår

For regnskabsåret har koncernens ledelse forventet et resultat af primær drift på mellem T.DKK 14.887 til 16.375 før værdireguleringer og skat. Med et resultat af primær drift på T.DKK 16.762 er forventningerne mere end indfriet og vurderes som værende tilfredsstillende og bedre end forventet.

Selskabets langsigtede strategi er fortsat at investere i tyske ejendomme og Prime Office A/S er fortsat af den opfattelse at en investering i tyske ejendomme er en sikker og langfristet værdiskabende investering. Selskabet er godt rustet til de kommende år og med forholdsvis lange lejekontrakter og med en konservativ finansiering forventes et stabilt driftsøkonomisk resultat.

Året i overskrifter

•       Koncernens resultat af primær drift er i forhold til sidste år steget med over 8%.  

•       Udlejningsprocenten den 31. december 2014 udgør mere end 99%.

•       Koncernens egenkapitalforrentning før skat udgør 9,32% mod 10,74% sidste år.

•       Dagsværdiregulering af koncernens investeringsejendomme udgør T.DKK (1.007).

•       Indre værdi og børskurs udgør henholdsvis DKK 107,44 og DKK 66 mod DKK 97,52 og DKK 62 i 2013.

•       Resultatet pr. aktie (EPS) er DKK 8,58 mod DKK 8,35 i 2013.

•       Koncernen har fortsat en solid likviditet og solvens på ca. 36%.

Begivenheder i nyt regnskabsår

Bestyrelsen drøfter regelmæssigt selskabets finansielle forhold, og på et bestyrelsesmøde i begyndelsen af 2015 er det besluttet at forlænge selskabets rentesikring for en periode på 10 år. Dette sker med virkning fra 1. juli 2015 til en rente på 0,82 % og det betyder et markant fald i selskabets renteudgifter for de næste 10 år.

Prime Office A/S har den 2. februar 2015 indgået betinget købsaftale om køb af 59 % af K/S Danske Immobilien. Aftalen er betinget af en række forhold, herunder at selskabet er i stand til at opnå den nødvendige finansiering til købet.

K/S Danske Immobilien er et dansk ejet unoteret ejendomsselskab med en portefølje af 77 boligejendomme i Nordtyskland fordelt på i alt 3.231 lejligheder med et samlet areal på mere end 192.000 m2. Selskabet blev stiftet i 2003 af en kreds af Danmarks største erhvervsvirksomheder da man havde mulighed for at erhverve en ejendomsportefølje af LEG, der dengang var ejet af delstaten Schleswig-Holstein.

Købsprisen baseres på selskabets bogførte egenkapital pr. 31. december 2014, der udgør ca. T.DKK 327.000 og hvor selskabets ejendomme er bogført til ca. T.DKK 960.000. I henhold til den indgåede aftale og i forbindelse med closing af aftalen opgøres den endelige købspris endeligt. Mindre justeringer kan påvirke den ovennævnte købspris i både positiv og negativ retning.

Købet finansieres ved optagelse af bankgæld og via en aktieemission med fortegningsret for Prime Office A/S’ eksisterende aktionærer. Bestyrelsen i Prime Office A/S har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling den 31. marts 2015 med henblik på en gennemførelse af en kapitalforhøjelse på DKK 106.443.800 med fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer.

Den forventede ejerstruktur vil ud over Prime Office A/S med en ejerandel på 59% omfatte KFI Holding A/S med 35% og Arla Foods Finance A/S med 6%.

FAIF - forvaltere af alternative investeringsfonde

Prime Office A/S er den 23. marts 2015 af Finanstilsynet godkendt som værende en selvforvaltende alternativ investeringsfond og er derfor underlagt lov om forvaltere af alternative investeringsfonde, FAIF-loven.

Forventninger til regnskabsåret 2015

For regnskabsåret 2015 forventer koncernens ledelse et resultat af primær drift på mellem T.DKK 15.000 og T.DKK 17.000. Forventningerne er baseret på den nuværende portefølje af ejendomme og med en fortsættende høj udlejningsgrad. Forventningerne til regnskabsåret 2015 er således eksklusiv påvirkninger fra købet af KS Danske Immobilien grundet de usikkerheder, der er forbundet med dette køb.

 

Kontaktinformation

 

Aarhus, den 25. marts 2015

   

Flemming Lindeløv                              Mogens Vinther Møller       

 

Bestyrelsesformand                             Administrerende direktør 


Attachments

Årsregnskab_2014_PO_25 03 2015.pdf