NYT AKTIETILBAGEKØB PÅ DKK 300 MIO.


København, 2015-04-21 19:56 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Meddelelse nr. 33

 


• Udlodning af kapital til aktionærer med afsæt i DFDS’ politik for kapitalstruktur og udlodning
• Tilbagekøb af aktier for DKK 300 mio. indledes 22. april 2015


Som meddelt i forbindelse med offentliggørelsen af årsrapporten den 25. februar  2015 iværksættes et nyt aktietilbagekøbsprogram på DKK 300 mio. under Safe Harbour-regulativet. Programmet iværksættes den 22. april 2015 i forlængelse af afslutningen af det nuværende program tidligere i dag.

Det nye programs formål er at tilpasse kapitalstrukturen til det opstillede mål gennem udlodning af kapital til aktionærer ved aktietilbagekøb. DFDS’ mål for kapitalstrukturen er, at forholdet mellem den netto-rentebærende gæld og driftsresultatet før afskrivninger (NIBD/EBITDA) er minimum 2,0 og maksimum 3,0. Programmets formål er desuden at afdække DFDS’ optionsprogram.  

Med udgangspunkt i en lukkekurs på DKK 745, noteret på NASDAQ OMX Copenhagen den 21. april 2015, omfatter det nye aktietilbagekøbsprogram omkring 400.000 aktier svarende til 3,2% af DFDS’ samlede aktiekapital.

Aktietilbagekøbsprogrammet iværksættes inden for den bemyndigelse, som DFDS’
generalforsamling gav selskabets bestyrelse den 24. marts 2015 om erhvervelse af egne aktier svarende til op til 10% af selskabskapitalen.

Vederlaget må ikke afvige fra den på erhvervelsestidspunktet på NASDAQ OMX noterede køberkurs med mere end 10%. Det maksimale antal aktier, der kan købes under aktietilbagekøbsprogrammet, er 700.000 aktier.

Bestyrelsen forventer at foreslå at de tilbagekøbte aktier annulleres ved en kapitalnedsættelse, når aktietilbagekøbsprogrammet er gennemført, undtagen aktier til brug for afdækning af DFDS’ optionsprogram.

Aktietilbagekøbsprogrammet er etableret og struktureret i overensstemmelse med EU Kommissionens Forordning 2273/2003 dateret 22. december 2003 (den såkaldte Safe Harbor forordning for aktietilbagekøbsprogrammer).

Lauritzen Fonden har forpligtet sig til at deltage pro rata i aktietilbagekøbsprogrammet med en andel på 42,8% svarende til Lauritzen Fondens deltagelse i det tidligere tilbagekøbsprogram, jf. selskabsmeddelelse nr. 65/2014, for at sikre, at det nuværende procentvise free float (opgjort eksklusive egne aktier) ikke reduceres.

Aktietilbagekøbsprogrammet
Aktietilbagekøbsprogrammet vil blive gennemført i perioden fra den 22. april 2015 og frem til senest den 31. december 2015.

DFDS har indgået en aftale med Nordea Bank Danmark A/S (“Nordea”) som Lead Manager og Nordea vil på vegne af DFDS varetage købet af egne aktier og foretage alle opkøbstransaktioner uafhængigt af og uden involvering fra DFDS.

Pro rata-tilbagekøbet fra Lauritzen Fonden medfører, at Lauritzen Fonden dagligt sælger et pro rata antal DFDS-aktier. Afregning foretages i forhold til den volumenvægtede gennemsnitlige købskurs for aktierne købt i henhold til aktietilbagekøbsprogrammet den pågældende handelsdag.

DFDS er berettiget til at standse aktietilbagekøbsprogrammet. I så tilfælde vil DFDS umiddelbart informere herom i en selskabsmeddelelse til Nasdaq OMX Copenhagen og Nordea vil ophøre med at tilbagekøbe aktier i markedet og fra Lauritzen Fonden.

Følgende retningslinjer gælder for DFDS’ aktietilbagekøbsprogram:

• Handelsvolumen af egne aktier er begrænset til en samlet værdi på DKK 300 mio., inklusive det antal aktier, som Lauritzen Fonden er forpligtet til at deltage med
• Ved nuværende aktiekurs svarer det til et aktietilbagekøb på omkring 400.000 aktier eller 3,2% af DFDS’ aktiekapital
• Det maksimale antal aktier, der kan købes under aktietilbagekøbsprogrammet er 700.000 aktier
• Det maksimale antal aktier, der kan købes på en handelsdag må ikke overstige 25% af den gennemsnitlige daglige handelsvolumen af DFDS-aktier på Nasdaq OMX Copenhagen A/S i marts 2015
• I aktietilbagekøbsprogrammets levetid må der ikke købes aktier til kurser, der er højere end de to følgende kurser:
o Kursen på sidste indberettede uafhængige handel.
o Kursen på det højeste uafhængige bud på Nasdaq OMX Copenhagen.

DFDS vil primo hver uge oplyse om antallet og værdien af tilbagekøbte aktier i den foregående uge i en selskabsmeddelelse til Nasdaq OMX Copenhagen.

Før iværksættelsen af aktietilbagekøbsprogrammet ejer DFDS 549.179 egne aktier svarende til 4,3% af den samlede aktiekapital.

  

Kontakt
Niels Smedegaard, CEO
+45 33 42 34 00

Torben Carlsen, CFO
+45 33 42 32 01

Søren Brøndholt Nielsen, IR
+45 33 42 33 59


Attachments

DK_OMX_NO_33_21_04_2015_Nyt aktietilbagekoeb.pdf