Periodemeddelelse, første kvartal


 

Selskabsmeddelelse nr. 2015-06                                              7. maj 2015

Periodemeddelelse, første kvartal

 

Succesfuld global lancering af Oticons nye Inium Sense-platform

Tilfredsstillende udvikling inden for alle forretningsaktiviteter

Forventninger til 2015 fastholdes

 

  • I første kvartal realiserede koncernen tilfredsstillende vækst i omsætningen i lokal valuta – fortrinsvis drevet af organisk vækst. Valutakursudsving havde en positiv effekt på omsætningen.
  • Det globale høreapparatmarked har udviklet sig i tråd med vores forventninger og inden for det forventede interval på 3-4 % stykvækst for året som helhed.
  • Oticons Inium Sense-platform er med succes blevet introduceret i produkter i alle styles, i alle prispunkter og i alle markeder, hvilket har bidraget positivt til salget i marts og også vil bidrage fremadrettet. Lanceringen har skabt megen opmærksomhed blandt potentielle nye kunder, hvilket sandsynligvis vil øge vores markedsandel – især hos de uafhængige forhandlere i USA.
  • I det forløbne kvartal har forretningsaktiviteten Høreimplantater leveret tocifrede vækstrater inden for såvel benforankrede høresystemer (BAHS) som cochlear-implantater (CI). Vi har øget vores tilstedeværelse på markedet for benforankrede høresystemer, idet vi er kommet ind på adskillige nye markeder, og vi forventer at se en lignende udvikling inden for cochlear-implantater efter lanceringen af det nye CI-system i andet halvår af 2015.
  • Diagnostiske Instrumenter leverede beskeden vækst, hvilket også var tilfældet for vores detailforretning. Sidstnævnte har således haft visse udfordringer på grund af problemer med den løbende konsolidering af back-office-funktioner samt implementeringen af nye it-systemer i USA.
  • Sennheiser Communications, som er koncernens joint venture på headset-området, har i Europa og USA oplevet stærk salgsvækst, der overstiger markedsvæksten betydeligt. De således øgede markedsandele understøttes af et fremragende produktprogram og en række nye ordrer fortrinsvis i CC&O-segmentet drevet af Unified Communication.

 

På denne baggrund fastholder vi vores tidligere udmeldte forventninger til 2015 om blandt andet vækst i salget og indtjeningen i alle tre forretningsaktiviteter og et resultat af primær drift (EBIT) i intervallet DKK 1,7-2,0 mia. I 2015 forventes opkøb at påvirke koncernens omsætning med mindre end 1 %, og baseret på valutakurserne i begyndelsen af 2015 forventes valutakurser at få en positiv effekt på den rapporterede koncernomsætning på skønsmæssigt 4-5 %. I de udmeldte forventninger er der ikke indeholdt en eventuel effekt af den igangværende proces med henblik på overtagelse af Audika i Frankrig.


Markedsudvikling

Markedsvæksten i USA var stærk i første kvartal og var positivt påvirket af blandt andet svage sammenligningstal og sandsynligvis lageropbygning hos nogle få kunder. Den totale stykvækst i USA oversteg 10 %, og den private del af markedet samt Veterans Affairs (VA) oplevede lignende vækstrater. Vi forventer dog, at den usædvanligt store år til år-vækst i første kvartal vil blive efterfulgt af lavere vækst i resten af året.

 

Den samlede markedsstykvækst i Europa (ekskl. Tyskland) var positiv og lidt over vores forventninger om 3-4 % vækst for året som helhed. Stykvæksten var – som forventet – ugunstigt påvirket af en negativ tocifret stykvækst i Tyskland. Den usædvanligt høje vækstrate i Tyskland i sammenligningskvartalet i 2014 skyldes de ændrede tilskudsregler, der trådte i kraft den 1. november 2013, hvilket betyder, at stykvæksten i Tyskland sandsynligvis også vil være negativ i de næste par kvartaler. Det japanske marked oplevede en stigning i styksalget, der ligger i midten af det etcifrede spektrum. Vi vurderer, at den totale globale stykvækst (inkl. Tyskland) i første kvartal lå inden for vækstintervallet på 3-4 %, som også er den vækstrate, vi forventer for året som helhed.

 

Den ringe gennemsigtighed, hvad angår udviklingen i de gennemsnitlige salgspriser på markedet, og det faktum, at der ikke findes officielle prisstatistikker, betyder, at den gennemsnitlige salgspris på markedet som sædvanligt er baseret på vores estimat. Årets første kvartal var kendetegnet ved landemiksforskydninger, som især kan henføres til den høje markedsvækst i USA, der er verdens største høreapparatmarked, og til den negative vækst i Tyskland. På den ene side har denne landemiksforskydning resulteret i en stigning i den globale gennemsnitlige salgspris, men på den anden side har vi set ugunstige kanalmiksforskydninger i den private del af det amerikanske marked, reducerede priser i den nye kontrakt med VA og generelt set hård konkurrence. Så vidt vi ved, udviklede den gennemsnitlige salgspris på markedet sig fladt i første kvartal, og på denne baggrund vurderer vi, at den globale markedsvækst i værdi var positiv i første kvartal.

 

Høreapparater

Koncernens kerneforretning – engrossalg af høreapparater – genererede organisk vækst i salget i første kvartal og understøttede således vores forventninger til året som helhed. Siden slutningen af februar er Oticons Inium Sense-platform blevet rullet ud i hele verden med succes. Lanceringen af produkter i alle styles og i alle prispunkter i løbet af kun tre uger er således den største og bredeste produktlancering, Oticon nogensinde har gennemført. Lanceringen har haft en meget positiv effekt på vores konkurrenceevne og har skabt megen opmærksomhed blandt potentielt nye kunder. Fremadrettet vil denne interesse sandsynligvis resultere i øgede markedsandele – især hos de uafhængige forhandlere i USA.

 

Som det altid er tilfældet, så medfører globale lanceringer, såsom udrulningen af adskillige nye produktfamilier baseret på Oticons Inium Sense-platform, større udgifter til salgs- og marketingaktiviteter. Disse udgifter er dog hovedsageligt relateret til lanceringsaktiviteterne og vil derfor ikke optræde igen i andet halvår af 2015.

 

Vi er vokset i alle større regioner og således også i Europa, dog med undtagelse af Tyskland. Ud over de nye produkter baseret på Inium Sense-platformen så bidrog den pædiatriske produktfamilie Oticon Sensei også positivt til væksten, så vores koncentrerede indsats inden for det pædiatriske område har givet pote. Lanceringen af Bernafons højprisapparat, Juna, i fjerde kvartal af 2014 var en væsentlig styrkelse af Bernafons produktprogram, og salget i første kvartal var på niveau med de lagte planer.

Salget til VA steg betragteligt i forhold til første kvartal 2014, og introduktionen af det nye trådløse tilpasningssystem og tinnitusløsningen i fjerde kvartal sidste år har understøttet denne vækst. Vores nuværende markedsandel hos VA ligger på ca. 9 %, og vi ser frem til at styrke vores VA-produktudbud yderligere i maj 2015, når vi tilføjer nye produkter baseret på Oticons Inium Sense-platform.

 

Vores detailforretning fik en langsom start på første kvartal, særligt i USA, hvilket til dels skyldes det dårlige vejr. Inden for detail er det første kvartal som regel forholdsvis svagt. Det gradvist forbedrede momentum, vi oplevede i første kvartal, forventes dog at fortsætte over de næste kvartaler. Når vi konsoliderer vores detailbutikker i USA, konsoliderer vi samtidig vores back-office-funktioner og foretager udrulning af fælles ERP-systemer, som er altafgørende, når det handler om a drive en højeffektiv detailforretning. Denne ressourcekrævende proces har imidlertid været noget udfordrende på grund af visse integreringsproblemer.

 

Som tidligere annonceret har koncernen nu underskrevet en aktiekøbsaftale med henblik på køb af aktiemajoriteten i Audika Groupe, der er et af de ledende netværk af høreapparatforhandlere i Frankrig, af majoritetsaktionæren Holton til en pris på EUR 17,78 pr. aktie. Hvis købet af aktiemajoriteten bliver en realitet, skal William Demant afgive et pligtmæssigt tilbud på køb af de resterende 46,1 % af aktiekapitalen i Audika, som er noteret på Euronext i Paris. Med en pris på EUR 17,78 pr. aktie vil den samlede transaktion beløbe sig til EUR 168 mio. Købet af aktiemajoriteten i Audika er betinget af de franske konkurrencemyndigheders godkendelse. Hvad angår timing, så vil det pligtmæssige tilbud om køb af aktier højst sandsynligt blive gennemført i starten af andet halvår af 2015.

 

Høreimplantater

I første kvartal leverede forretningsaktiviteten Høreimplantater tocifret salgsvækst inden for såvel BAHS og CI. Omsætningsstigningen inden for benforankrede høresystemer er drevet af et meget konkurrencepræget produktudbud, øget fokus på upgrade-markedet og øget markedspotentiale, idet forretningsaktiviteten er kommet ind på adskillige nye markeder. CI-forretningen vokser på både eksisterende og nye markeder, og vi har for nyligt vundet nye vigtige licitationer på en række emerging markets. Derudover er vi langsomt, men sikkert, ved at komme ind på adskillige europæiske markeder, og den ”vent og se”-indstilling, som nogle klinikker praktiserer i øjeblikket, vil sandsynligvis blive mindre udtalt, når vi lancerer vores nye CI-system i andet halvår 2015. Som forventet er den generelle ekspansion inden for især forskning og udvikling og distribution en betydelig omkostningsfaktor, og Høreimplantater vil derfor have en udvandende effekt på koncernens lønsomhed på kort til mellemlang sigt – selvom der er stort potentiale for en positiv påvirkning af koncernens lønsomhed på lidt længere sigt.

 

Diagnostiske Instrumenter

Diagnostiske Instrumenter genererede vækst i lokal valuta tæt på det forventede niveau. Væksten var især drevet af organisk vækst. Nordamerika bidrog mest og Europa mindst til væksten. De leveringsproblemer, vi oplevede i 2014, er nu løst, og vores forventninger til helåret fastholdes. I juni 2015 flytter Interacoustics ind i virksomhedens nye hovedkvarter i Middelfart.

 

Øvrige forhold

Sennheiser Communications

Sennheiser Communications, som er vores joint venture med Sennheiser KG, realiserede en meget tilfredsstillende organisk vækstrate, der i væsentlig grad overstiger markedsvækstraten. Væksten var særligt udtalt i CC&O-segmentet drevet af Unified Communication, og vi oplevede således høj vækst i både Europa og USA.

 

Effektiviseringsprogrammer

Generelt set er vores løbende bestræbelser på at forbedre koncernens effektivitet igennem hele værdikæden på et tilfredsstillende niveau. Som tidligere fremhævet vil vi således opbygge og implementere et nyt globalt ERP-system, etablere shared services for vores back-office-funktioner samt centralisere vores ITE-produktion og reparationsservice. Derudover vil vores nye globale distributionscenter i Polen vil snart være helt driftsklart efter et par måneders forsinkelse.

 

Aktietilbagekøb

År til dato har selskabet tilbagekøbt i alt 254.599 aktier til en værdi af DKK 133 mio. Selskabets beholdning af egne aktier svarer til 0,22 % af aktiekapitalen, hvis man ser bort fra de aktier, der er ved at blive annulleret som følge af den bemyndigelse, der blev givet på generalforsamlingen, til at reducere aktiekapitalen med nominelt DKK 2.236.403, hvilket svarer til beholdningen af egne aktier pr. 26. februar 2015.

 

Vi vil fortsætte vores løbende aktietilbagekøbsprogram med henblik på at kanalisere vores overskydende cashflow tilbage til aktionærerne, og vi fastholder vores intention om at tilbagekøbe aktier til en værdi af i alt DKK 2,5-3,0 mia. i perioden 2014 til 2016.

 

Forventninger

Vi fastholder vores forventninger til 2015 som angivet i vores årsrapport for 2014, blandt andet vores forventninger om vækst i salget og indtjeningen i alle tre forretningsaktiviteter og et resultat af primær drift (EBIT) i intervallet DKK 1,7-2,0 mia. I 2015 forventes opkøb at påvirke koncernens omsætning med mindre end 1 %, og baseret på valutakurserne i begyndelsen af 2015 forventes valutakurser at få en positiv effekt på den rapporterede koncernomsætning på skønsmæssigt 4-5 %. I de udmeldte forventninger er der ikke indeholdt en eventuel effekt af den igangværende proces med henblik på overtagelse af Audika i Frankrig.

 

 

¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨ ¨

 

 

Yderligere information:                                                    Øvrige kontaktpersoner:

Adm. direktør Niels Jacobsen                                         Økonomidirektør Stefan Ingildsen

Telefon +45 3917 7300                                                   IR-chef Søren B. Andersson

www.demant.com                                                            IR Officer Rasmus Sørensen


Attachments

2015-06 Periodemeddelelse første kvartal.pdf