Nyt F2-modul til tidsregistrering styrker cBrains forretning


cBrain har frigivet et nyt og innovativt F2 standardmodul. Det nye modul understøtter en automatiseret tidsregistrering i forbindelse med sagsbehandlingen og gør F2-produktet endnu bredere. 

Det nye F2-modul styrker dermed cBrains forretning, dels fordi det åbner for ekstrasalg til kundebasen, og dels fordi det kan gøre F2-produktet særligt attraktivt i forhold til potentielle nye kunder, som ønsker en tæt integration mellem sagsbehandling og tidsregistrering.  

Stadig flere offentlige myndigheder indfører en detaljeret tidsregistrering. Ved at synliggøre, hvad timerne bliver brugt på i forvaltningen, er det muligt at opnå en mere effektiv anvendelse af forvaltningens ressourcer. Samtidig stilles der i stigende grad nu også krav om, at offentlige myndigheder baserer opkrævning af gebyrer hos borgerne på medgået og registreret tidsforbrug, eksempelvis i forbindelse med byggesagsbehandling, hvor opkrævningen hidtil har været baseret på faste takster.  

Indtil nu har detaljeret tidsregistrering normalt været en tidskrævende opgave, som varetages ved hjælp af særlige IT-systemer. Det betyder, at detaljeret tidsregistrering ofte i sig selv er en ekstra belastning og omkostning i forbindelse med sagsbehandlingen.  

Her adskiller det nye F2-modul sig som nytænkende og innovativt. I modsætning til de traditionelle IT-systemer til tidsregistrering er det nye F2-modul fuldt integreret med sagsbehandlingen. Det betyder, at det nye modul kan følge med i sagsbehandlerens arbejde og automatisk registrere de opgaver, som sagsbehandleren udfører, og på grundlag heraf danne et forslag til timeseddel, fordelt på sager og aktiviteter. Det sparer tid i sagsbehandlingen, og det sikrer en højere kvalitet i tidsregistreringen.  

cBrain noterer, at flere eksisterende F2-kunder allerede i dag efterspørger tidsregistrering. Ved at tilbyde tidsregistrering som en integreret del af F2-produktet har cBrain dermed gjort F2-produktet endnu bredere med mulighed for ekstrasalg til de eksisterende kunder.  

Samtidig viser det nye F2-modul til tidsregistrering, at cBrain fortsat formår at udbygge F2-produktet, så det understøtter stadig flere af forvaltningens opgaver. Det styrker både cBrains markedsposition og selskabets langtsigtede konkurrenceevne.  

Med venlig hilsen 

Per Tejs Knudsen, CEO   
 

         Anne Dorthe Hermansen, ir@cbrain.dk + 45 40118608