Delårsrapport 1. kvartal 2015 for perioden 1. januar - 31. marts 2015


Jesper Jørgensen, Brøndby IF’s administrerende direktør udtaler:

  - Vi er i gang med en turnaround af selskabet og har i den forbindelse naturligt fokus på økonomisk ansvarlighed og på at levere gradvist forbedrede, økonomiske resultater. Derfor er vi tilfredse med, at vi fortsat følger planerne i Vision 2017.

- Det er desuden meget tilfredsstillende, at vi i 1. kvartal 2015 laver en resultatforbedring på 40 % i forhold til 2014, når der ses bort fra sidste års nedskrivning. Det er værd at bemærke, at vi fortsat oplever fremgang i omsætningen på alle væsentlige kerneområder.

  - Vi har specielt haft en flot vækst i omsætningen fra sponsorer og partnere på hele 35 %. Vi forventer fortsat, at potentialet på dette forretningsområde indfries yderligere og giver øget vækst i omsætningen fra sponsorer og partnere i resten af 2015.

  - Vores overordnede økonomiske målsætning er fortsat at skabe ligevægt i selskabets resultat før transfers i 2017.

 

Resumé

  

  • Brøndby IF’s nettoomsætning udgør i årets første tre måneder 24,2 mio. kr. (27,7 mio. kr. i perioden 1. januar til 31. marts 2014). Når der ses bort fra den nedlukkede aktivitet i Brøndby Food&Mind A/S, så har der i perioden været en omsætningsfremgang på 2,3 mio. kr., svarende til en stigning på 10,5 %. Hertil skal det bemærkes, at der kun er afviklet to hjemmekampe i første kvartal 2015 mod tre hjemmekampe i første kvartal 2014.

 

  • Brøndby IF’s samlede omkostninger er faldet med 111,7 mio. kr. til 33,5 mio. kr. (2014: 145,2 mio. kr.).

 

  • Resultat før skat udgør et underskud på -11,9 mio. kr. i 1. kvartal 2015 (2014: -140,6 mio. kr.). Hvis der ses bort fra nedskrivningen i 1. kvartal 2014 på 120,9 mio. kr., er resultatet før skat i 1. kvartal 2015 forbedret med 7,8 mio. kr. i forhold til 1. kvartal 2014, svarende til en resultatforbedring på 40 %.

 

  • De likvide beholdninger udgør pr. 31. marts 2015 16,2 mio. kr. (31. december 2014: 37,3 mio. kr.).

 

  • Egenkapitalen er pr. 31. marts 2015 på 68,3 mio. kr. (31. december 2014: 80,3 mio. kr.).

 

  • Den rentebærende gæld til kreditinstitutter er reduceret med 1,8 mio. kr., så den pr. 31. marts 2015 udgør 60,4 mio. kr. (31. december 2014: 62,2 mio. kr.).

 

  • Brøndby IF er placeret på en 3. plads i Alka Superligaen 2014/15 med fire runder igen, og dermed er Brøndby IF tæt på at realisere den sportslige målsætning for denne sæson.

 

  • Som følge af banens tilstand på Brøndby stadion, har selskabet efter balancedagen investeret i et nyt græstæppe.

 

  • Brøndby IF fastholder forventningerne til årets resultat for 2015, dvs. der forventes fortsat et underskud før skat i niveauet 15 - 25 mio. kr.

         Yderligere information om denne meddelelse kan fås hos administrerende direktør Jesper Jørgensen på telefon 43 63 08 10.


Attachments

FBM nr 07 2015 Brøndby IF - 1 kvartalsrapport 2015.pdf