FLSmidth skal levere cementfabrik i Pakistan


Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 12-2015, 11. juli 2015 

FLSmidth har underskrevet en kontrakt til en værdi af EUR 57 mio. (cirka DKK 425 mio.) med D.G. Khan Cement Company Ltd. på levering af ingeniørarbejde og udstyr til en ny cementfabrik i Pakistan med en kapacitet på 8.500 tons pr. dag. Fabrikken skal opføres i Hub i Baluchistan provinsen cirka 30 km nordvest for Karachi i Pakistan.

D.G. Khan Cement Company Ltd. er en af de store cementproducenter i Pakistan og en del af Nishat Group som er en af landets største industrigrupper. Den første kontrakt mellem D.G. Khan Cement Company Ltd. og FLSmidth blev indgået tilbage i 1992 og siden da har samarbejdet resulteret i yderligere tre ordrer til FLSmidth i 1998, 2005 og 2007.

"Pakistan er et meget vigtigt marked for FLSmidth og det glæder os meget, at D.G. Khan Cement Company Ltd. igen har valgt FLSmidth som deres leverandør. Dette afspejler det gode samarbejde vi har haft gennem mange år med D.G. Khan Cement Company Ltd. samt vores stærke position i Pakistan, hvor vi forventer et øget aktivitetsniveau som følge af regeringens nye udviklingsprogrammer", udtaler direktør for Cement-divisionen Per Mejnert Kristensen.

Ordren indtægtsføres af Cement-divisionen og vil bidrage positivt til FLSmidth's indtjening indtil 2017.

                                 -------------------------------------

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til koncerndirektør for Cement-divisionen Per Mejnert Kristensen, FLSmidth & Co. A/S at +45 30 93 18 77.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations

 


Attachments

Link til PDF-version