Driftsresultatet som forventet trods fortsat pres på rentemarginalen


Resultatet for 1.-3. kvartal som forventet

  • BankNordik opnåede et driftsresultat på 157 mio.kr. i årets første ni måneder, hvilket er en stigning på 41 mio.kr. i forhold til året før.
    • Nedskrivningerne på udlån faldt med 47 mio.kr. i forhold til året før.
    • Nedgangen i renteindtægter på 17 mio.kr. skyldtes hovedsageligt et øget pres på rentemarginalen.
    • Gebyr- og provisionsindtægterne steg med 29 mio.kr. mest som følge af øget aktivitet inden for investeringspleje og realkreditformidling.
    • Indtægter fra forsikringsaktiviteter faldt med 3 mio.kr.
    • Driftsomkostningerne steg med 14 mio., hvilket delvist skyldtes ekstraordinære IT-omkostninger. I forhold til sidste år er antallet af medarbejdere pr. 30. september 2015 reduceret med 39.
  • Resultat før skat, inklusive ikke-fortsættende aktiviteter i Vörður, udgjorde 115 mio.kr. i årets første ni måneder mod 134 mio.kr. i samme periode året før.
    • Engangsposter udgjorde en udgift på 25 mio.kr. mod en udgift på 1 mio.kr. året før. Tilbagegangen skyldes fratrædelsesgodtgørelser i forbindelse med de nylige organisationsmæssige tilpasninger.
    • Kursreguleringer udgjorde en udgift på 36 mio.kr. mod en indtægt på 15 mio.kr. året før.

 

“Det har været et begivenhedsrigt 3. kvartal, hvor vi har indfriet vores resultatforventninger. Vi har tilpasset vores strategi, indledt en salgsproces vedrørende erhvervsforretningen i Danmark samt indgået en betinget aftale om frasalget af forsikringsselskabet Vørður. Derudover har vi haft markant aktivitet i vores kerneforretning. På trods af det udfordrende lavrentemiljø er vores driftsindtægter uændrede. Samtidig har vi forbedret driftsresultatet ganske pænt i forhold til sidste år, primært på grund af tilbageførte hensættelser i de seneste to kvartaler. Det afspejler den stærke kreditkvalitet i vores udlånsportefølje,” siger BankNordiks nyudnævnte administrerende direktør Árni Ellefsen.  

 

“Salget af Vörður og erhvervsforretningen i Danmark ventes som tidligere udmeldt at øge vores kapitalprocenter til et niveau over bankens kapitalmålsætning, hvilket vil give mulighed for at udbetale ekstraordinært udbytte til vores aktionærer,” siger Árni Ellefsen.

 

Rente- og gebyrindtægter blev normaliseret  i 3. kvartal efter en kraftig stigning i indtægter fra realkreditformidling i 2. kvartal 

  • BankNordiks driftsresultat udgjorde 60 mio.kr. i 3. kvartal 2015, hvilket var 14 mio.kr. mindre end i 2. kvartal 2015.
    • Banken tilbageførte nedskrivninger for 7 mio.kr. efter en tilbageførsel på 5 mio.kr. kvartalet før.
    • Renteindtægterne faldt med 6 mio.kr. i forhold til 2. kvartal 2015, hvilket primært skyldtes en nedgang i renteindtægter fra investeringsporteføljen.
    • Gebyr- og provisionsindtægterne faldt med 15 mio.kr. i forhold til 2. kvartal 2015 som følge af en normalisering af aktiviteterne inden for realkreditformidling.
    • Indtægter fra forsikringsaktiviteter, netto, udgjorde 10 mio.kr., hvilket var uændret i forhold til 2. kvartal.
    • Driftsomkostningerne var 6 mio.kr. lavere end i 2. kvartal, hvilket skyldtes ekstraordinære omkostninger i 2. kvartal.
  • Resultat før skat, inklusive ikke-fortsættende aktiviteter i Vörður, udgjorde 42 mio.kr. i tredje kvartal mod 12 mio.kr. i 2. kvartal.
    • Engangsomkostninger udgjorde en udgift på 11 mio.kr. i 3. kvartal mod en udgift på 14 mio.kr. i 2. kvartal.
    • Kursreguleringer udgjorde en udgift på 20 mio.kr. mod en udgift på 50 mio.kr. i 2. kvartal.

 

Frasalg af Vörður

I oktober indgik BankNordik en betinget aftale om salg af 51% af aktierne i forsikringsselskabet Vörður til Arion Bank. Parterne har aftalt en put og call-option for de resterende 49% af aktierne, som giver BankNordik mulighed for at sælge den tilbageværende aktiepost til Arion Bank i 2017. Den samlede aftalte pris for 100% af aktierne er EUR 37,7 mio. Aftalen er dog betinget af godkendelse fra relevante islandske myndigheder.

 

Forventninger til 2015

BankNordik ændrer forventningerne til resultatet for 2015 før nedskrivninger, engangsposter, kursreguleringer og skat fra tidligere 200-240 mio.kr. til 200-220 mio.kr, som følge af de ophørende aktiviteter i forsikringsselskabet Vörður. For de første ni måneder af 2015 udgjorde resultatet 166 mio.kr.

Ved årets begyndelse forventede ledelsen et fald i nedskrivninger på udlån i forhold til sidste års nettonedskrivning på 85 mio.kr. Banken har i årets første ni måneder indregnet nedskrivninger på 9 mio.kr. netto, og årets nedskrivninger på udlån forventes derfor at blive væsentligt lavere end sidste år.

Forventningerne er forbundet med usikkerhed og afhænger af de økonomiske forhold, herunder eventuelle pengepolitiske tiltag fra centralbankernes side.

 

CRD IV implementeret

Med en solvensprocent på 15,6% pr. 30. september 2015 havde BankNordik en margin på 6,7 procentpoint i forhold til Bankens kapitalkrav på 8,9%.

De nye kapitaldækningsregler (CRD IV) er implementeret pr. 30. september 2015, og i forhold til Basel II-reglerne faldt BankNordiks egentlige kernekapital med 0,1 procentpoint. Under de nye kapitaldækningsregler har Banken pr. 30. september 2015 en egentlig kernekapitalprocent på 12,7%.

Banken har en kapitalmålsætning om en egentlig kernekapitalprocent på 13% og en solvensprocent på 16,5% i 2019. Med en egentlig kernekapitalprocent på 12,7% pr. 30. september 2015 er Banken godt på vej til at opfylde sin målsætning for egentlig kernekapital for 2019.

 

Yderligere oplysninger:

Árni Ellefsen, adm. direktør, tlf. (+298) 230 348

 

 

BankNordik har bankaktiviteter i Danmark og Grønland og på Færøerne og forsikringsaktiviteter på Færøerne og i Island. Koncernen blev grundlagt for over 100 år siden på Færøerne, har 170.000 kunder, samlede aktiver på 17 mia.kr. og 476 medarbejdere.  Banken er underlagt det danske finanstilsyn og er børsnoteret på Nasdaq Copenhagen. www.banknordik.dk

 

Bilag: BankNordiks hovedtal for 3. kvartal 2015 og sammenligningstal

 

Hovedtal

 

DKK mio.
 
1.-3. kvt. 2015 1.-3. kvt.
2014
3. kvt
2015
2. kvt.
2015
1. kvt.
2015
4. kvt.
2014
3. kvt
2014
               
Renteindtægter, netto 358 375 116 122 120 122 122
Gebyrindtægter, netto 174 145 52 67 55 51 46
Indtægter fra forsikring 20 23 10 10 0 6 13
Andre driftsindtægter 7 10 2 3 2 3 3
Driftsindtægter* 559 554 180 203 176 183 184
Driftsomkostninger* -377 -363 -122 -128 -127 -120 -116
Sektoromkostninger, m.v. -16 -18 -5 -6 -5 -5 -6
Resultat før nedskrivninger* 166 172 54 69 43 58 62
Nedskrivninger på udlån (netto) -9 -56 7 5 -20 -29 -17
Driftsresultat* 157 116 60 74 23 29 45
Engangsposter -25 -1 -11 -14 0 -262 0
Resultat før kursreg. og skat 132 115 49 60 23 -233 45
Kursreguleringer -36 15 -20 -50 34 -13 -7
Resultat før skat, ekskl. Vörður 96 131 29 10 57 -245 39
Resultat før skat, inkl. Vörður 115 134 42 12 61 -226 49
               
Indlån m.v., mia. DKK 12,8 12,3 12,8 12,8 12,3 12,6 12,3
Udlån, m.v., mia. DKK 10,7 10,3 10,7 10,7 10,6 10,5 10,3
Egenkapital, mia.kr. 2,1 2,2 2,1 2,0 2,0 2,0 2,2
Solvens 15,6% 14,1% 15,6% 15,0% 14,6% 14,8% 14,1%
Likviditet i forhold til lovkrav 175% 166% 175% 173% 157% 182% 166%
Omkostninger/Driftsindtægter 67% 66% 67% 63% 72% 66% 63%
Antal medarbejdere (FTE), ult. (inkl. Vörður) 476 513 476 490 504 506 513

 

* Ekskl. engangsposter og kursreguleringer

 

Yderligere oplysninger findes i delårsrapporten (offentliggøres alene på engelsk).

Delårsrapporten er udarbejdet og offentliggjort på engelsk. I tvivlstilfælde er ordlyden i den engelske version gældende.

 


Attachments

Q3-2005_IR presentation.pdf Interim Report_ Q3-2015_Final.pdf