Schouw & Co., har i dag indgået aftale med svenske Latour-Gruppen Aktiebolag om overtagelse af hydraulikvirksomheden Specma AB. Den samlede transaktions størrelse er SEK 820 millioner på gældfri basis (Enterprise Value), svarende til ca. DKK 650 millioner. Aftalen er indgået med sædvanligt forbehold for de relevante myndigheders godkendelse.  

Schouw & Co. har været engageret i hydraulik siden 1988 gennem handels- og ingeniør-virksomheden Hydra-Grene, som i alle årene har været en solid bidragyder til koncernens indtjening. Hydra-Grene og Specma kompletterer hinanden særdeles godt både produktmæssigt og geografisk, og det forventes, at den kombinerede virksomhed vil kunne realisere væsentlige synergier. Købet af Specma nærmest tredobler Schouw & Co.’s hydraulik-aktiviteter og styrker den samlede markedsposition i Norden, samtidig med at muligheden for at betjene store kunder internationalt styrkes markant.   

Specma blev grundlagt i 1920 og har siden 1985 været en del af Latour-Gruppen. Virksomheden beskæftiger ca. 750 medarbejdere, hvoraf hovedparten er hjemmehørende i Sverige, men virksomheden har også en betydelig tilstedeværelse i Finland, England, Kina og Polen samt mindre enheder i USA og Brasilien. Det forventes, at Specma i 2015 omsætter for mere end SEK 1.350 millioner med et EBITDA på SEK ca. 100 millioner og et EBIT på SEK ca. 80 millioner.   

Transaktionen ventes endeligt gennemført tæt på årsskiftet, og købet af Specma påvirker ikke Schouw & Co. koncernens forventninger til omsætning og resultat i 2015.  

For yderligere informationer henvises til pressemeddelelse udsendt dags dato.  

 

Aktieselskabet Schouw & Co.  

Jørn Ankær Thomsen, bestyrelsesformand
Jens Bjerg Sørensen, adm. direktør, telefon +45 86 11 22 22.