Q1 meddelelse – God start på 2016


cBrain er kommet godt fra start i 2016. Den nye version 5 af F2-produktet bliver godt modtaget. Samtidig noterer cBrain en stigende interesse for at bruge F2 som platform for de offentlige fagsystemer, hvilket bl.a. har ført til et projekt i Københavns Kommune. Internationalt har cBrain fået 2 nye pilotprojekter i første kvartal, og med ansættelse af Greg Godbout i Washington har cBrain taget et markant skridt i USA.

Det danske marked
cBrain noterer en god udvikling på det danske marked, hvor halvdelen af de ministerielle departementer, herunder Statsministeriet og Udenrigsministeriet, nu kører F2. Samtidig noteres en stigende interesse for F2-produktet i styrelser og institutioner, hvor mere end 15 myndigheder nu har valgt F2-produktet som deres digitale platform, herunder Digitaliseringsstyrelsen.

Udenfor centraladministrationen noteres det, at ETF (Ergoterapeuterne) netop er gået succesfuldt i drift på en kombineret F2 og M4-løsning.

cBrain forventer at kunne fastholde den gode udvikling, idet cBrain har dialog med et antal potentielle nye kunder i den danske centraladministration. cBrain forventer derfor at kunne annoncere en række nye kontrakter i Danmark i løbet af 2016, ligesom cBrain netop har annonceret en ny aftale om leverance af F2 til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). 

F2 udfordrer den traditionelle tilgang til fagsystemer
cBrains F2-produkt er et 100% standardprodukt. F2 blev oprindeligt udviklet til at understøtte de generelle sagsgange i de ministerielle departementer. Her har F2 opnået solid succes, idet mange af departementerne har erstattet deres individuelt tilpassede standard-ramme systemer med standardproduktet F2.

Efterfølgende er F2 blevet videreudviklet, så det nu også er muligt at understøtte fagsystemer direkte i F2-standardsystemet uden programmering. Samtidig tilbyder F2 en helt ny måde at understøtte komplekse fagsystemer, hvor processer beskrives og understøttes i form af checklister.

Checklisterne i F2 styrer individuelle fagprocesser, væg-til-væg, fra selv- og medbetjening til sagsarkivering, med indbygget kvalitetsstyring, sagshjælp og online ledelsesrapportering, og med integrationer til eksterne systemer som digital post, betaling og CPR. Checklisterne sikrer både en højere kvalitet i arbejdet og en højere produktivitet, samtidig med at de muliggør et bedre overblik over sagsproduktionen via digitale styringsreoler.

Det tager normalt lang tid at designe og bygge de store offentlige fagsystemer, og projekterne er ofte forbundet med store risici.
Med det nye F2, hvor fagprocesser kan understøttes direkte med checklister i standardproduktet F2, er det muligt at digitalisere fagsystemer langt hurtigere og mere effektivt end tidligere, samtidig med at projektrisici minimeres.

Herved udfordrer standardproduktet F2 den traditionelle tilgang til implementering af komplekse fagsystemer og åbner helt nye muligheder for styrelser og ministerier.

Statsforvaltningen nomineret til årets digitaliseringspris baseret på F2
cBrains projekt hos Statsforvaltningen er et godt eksempel på, hvordan F2-produktet sætter en ny agenda for offentlig digitalisering.

I 2014 påbegyndte Statsforvaltningen et stort digitalt moderniseringsprojekt, som løber frem til 2016. Målene er bl.a. en styrket borgerbetjening og effektivisering, idet Statsforvaltningens bevilling reduceres med 90 million kroner over perioden frem til 2016.

Kravet om markante besparelser over en kort periode betyder, at hastighed er en vigtig faktor, og moderniseringen af det centrale sagsbehandlingssystem var første led i Statsforvaltningens digitaliseringsprojekt. Allerede efter et samlet projektforløb på kun 6 måneder, blev den hidtidige platform til sagsbehandling udskiftet med F2, hvor 550 medarbejdere på 9 lokationer samtidigt gik i drift. Den nye F2-platform omfattede bl.a. også et fuldt integreret ledelsessystem, en såkaldt styringsreol, som viser sagsproduktionen realtime.

Parallelt med udskiftning af den centrale platform, arbejder Statsforvaltningen videre med en effektivisering af de enkelte sagsområder. Statsforvaltningen har en stor produktion med ca. 200.000 afgørelser om året, hvorfor selv- og medbetjening udgør et stort effektiviseringspotentiale. Automatiseringen af de enkelte sagsområder baseres på F2, og arbejdet i 2015 har vist, at F2 og den checkliste-baserede tilgang til understøttelse af fagsystemer er særdeles effektiv.

Efter implementering af F2, har Statsforvaltningen eksempelvis sænket gebyret for borgere i ægteskabssager fra 900 kroner til 420 kroner, fordi opgaven nu kræver langt færre interne ressourcer. I ukomplicerede sager som konfirmationsbidrag betyder digitaliseringen, at mange borgere nu oplever en sagsbehandlingstid, som er reduceret fra 4 dage til straksafgørelse på nettet.

De markante resultater har betydet, at Statsforvaltningen blev nomineret til årets digitaliseringspris 2016 baseret på forvaltningens succesfulde moderniseringsprojekt. Med projektet hos Statsforvaltningen har cBrain fået en markant referencekunde, idet projektet dokumenterer, at F2 tilbyder en ny og langt mere effektiv tilgang til digitalisering af de store offentlige fagsystemer.

Samtidig noteres det med glæde, at det er anden gang, at et F2-baseret projekt er nomineret til digitaliseringsprisen. Tidligere har Transportministeriet sammen med Klima- og Energiministeriet således modtaget Digitaliseringsprisen, baseret på deres F2-projekter i departementerne. 

Københavns Kommune
Projektet hos Statsforvaltningen har åbnet for dialog med en række potentielle kunder, som efterspørger digitalisering af komplekse fagsystemer, og i starten af april kunne cBrain annoncere en aftale med Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune om leverance af en ny digital platform til brug i International House Copenhagen.  

International House blev etableret i 2013 og fungerer som en one-point-entry, hvor internationale borgere både kan få løst myndighedsopgaver såsom cpr. nr., valg af læge, skattekort mv. samt kan deltage i New in Denmark Events, der vedrører centrale forhold i deres nye liv, bl.a. boligsøgning, bankforhold, kultur- og fritidsliv, arbejdspladskultur mv. 

Den nye platform skal lette arbejdet og sagsbehandlingen for medarbejdere på tværs af myndigheder, for derved at gøre det nemmere og hurtigere for udenlandske arbejdstagere, ægtefæller og studerende, som ønsker at flytte til Danmark.

Løsningen baseres på cBrains F2-produkt og checklistekonceptet, og teknisk leveres løsningen som en cloud service fra F2 Cloud Centret hos Statens IT. 

cBrain styrker sin Internationale satsning
cBrain vurderer, at F2-produktet er unikt og nytænkende, og at produktet har et meget stort internationalt afsætningspotentiale. cBrain ønsker at udnytte dette. Samtidig har cBrain en solid finansiel styrke, som giver selskabet en betydelig strategisk frihed. 

Som led i selskabets planer for 2016, har cBrain derfor besluttet at styrke den internationale indsats ved at flytte ressourcer fra de danske aktiviteter. Parallelt hermed investerer cBrain i en yderligere organisatorisk udbygning med henblik på at understøtte internationale leverancer og partnere. 

Som led i denne udvikling oplyste cBrain for nylig, at selskabet har udvidet ledelsen, idet Ejvind Jørgensen, som kommer fra en stilling som direktør i Rambøll, indtræder som strategidirektør i cBrains ledergruppe, hvor han kommer til at arbejde med organisations-, kompetence- og markedsudvikling. 

Internationale Pilotprojekter
I første kvartal har cBrain påbegyndt 2 nye pilotprojekter i Europa. Der er i begge tilfælde tale om projekter hos statslige myndigheder, og begge projekter skrider frem som planlagt.

USA
I starten af året annoncerede cBrain, at selskabet vil forsøge at komme ind på det amerikanske marked. Beslutningen var baseret på en markedsundersøgelse i USA, som cBrain gennemførte i efteråret 2015 i tæt samarbejde med Eksportrådet og den danske ambassade i Washington.

Markedsundersøgelsen, som omfattede et antal møder med ministerier og styrelser i den amerikanske centraladministration i Washington, viste, at myndighederne i den amerikanske centraladministration baserer deres arbejde på de samme forvaltningsmæssige processer som myndighederne i Danmark og UK. Det er således cBrains vurdering, at F2-produktet i sin nuværende form vil kunne understøtte arbejdsgange hos en række amerikanske myndigheder.

cBrains indsats i USA sker i tæt samarbejde med Eksportrådet og den danske ambassade i Washington. Eksempelvis afholdt den danske ambassade i Washington et velbesøgt arrangement i januar, hvor F2 blev præsenteret med deltagelse af højtstående medarbejdere fra et antal amerikanske ministerier og styrelser. 

cBrain har ansat Greg Godbout, Presidential Innovation Fellow og direktør for 18F i Washington
cBrain noterer en solid interesse for den danske F2-model i Washington. På den baggrund har cBrain valgt at styrke sin satsning i USA og har ansat Greg Godbout, som kommer fra en stilling som direktør i 18F i Washington og Presidential Innovation Fellow.

Greg Godbout, som indtræder i cBrains internationale team den 1 maj, tilfører cBrain en stor viden om den amerikanske centraladministration, og med ansættelsen af Greg Godbout har cBrain markant styrket sine muligheder for at komme ind på det amerikanske marked.

Greg kommer fra en stilling, hvor han, som udlånt fra the White House, varetager opgaven som Chief Technology Officer (CTO) og U.S. Digital Services Lead i the Environmental Protection Agency (EPA) i Washington. Formelt kommer Greg fra en stilling som Executive Director og Co-Founder for 18F, der er en digital taskforce i den amerikanske centraladministrationen, og som Presidential Innovation Fellow, hvor han bl.a. har arbejdet som rådgiver for den amerikanske præsident.

cBrains internationale team har til opgave at udbrede og udvikle cBrains F2-produkt internationalt. Teamet omfatter bl.a. David Cotterill, som kom fra en stilling som Deputy Director i UK Cabinet Office, hvor han havde ansvar for UK Technology Strategies.

Greg vil have særlig fokus på USA, men Greg vil samtidig arbejde internationalt med henblik på at videreudvikle den danske F2-model for offentlig forvaltning på tværs af landegrænser. Greg, som bor i Washington, styrker cBrains internationale team med stor erfaring, ikke kun topleder i den amerikanske centraladministration, men også med stor erfaring både som entreprenør og softwarearkitekt.

 

 

         Anne Dorthe Hermansen, ir@cbrain.dk +4540118608