Generalforsamling i Investeringsforeningen Sydinvest


Selskabsmeddelelse 9/2017

 

144 stemmeberettigede investorer mødte frem til Investeringsforeningen Sydinvests ordinære generalforsamling den 28. marts 2017. Her kunne bestyrelsesformand Hans Lindum Møller blandt andet berette, at Sydinvest samlede resultat var på 2,31 mia. kr.

Efter formandens beretning redegjorde direktør Eskild Bak Kristensen for regnskabstallene i årsrapporten herunder udbyttebetalingen, som for 2016 udgør 820 mio. kr.

Generalforsamlingen godkendte foreningens årsrapport og de foreslåede udbytteprocenter. Udbytterne for foreningens A, I og W andelsklasser blev udbetalt som foreløbige udbytter, og var til disposition for investorerne den 26. januar 2017. Udbytter for foreningens B andelsklasser udbetales umiddelbart efter generalforsamlingen og er til disposition den 30. marts 2017.

Generalforsamlingen vedtog det af bestyrelsen fremsatte forslag om vedtægtsændringer. Der blev forslået indsat et pkt. 10 i § 6, stk. 1 med følgende ordlyd: ”investerer højst 50 % af sine midler i erhvervsobligationer og kan ikke investere i præmieobligationer og konvertible obligationer”. Det nuværende pkt.10 bliver herefter pkt. 11.

Generalforsamlingen afviste forslaget om en ny investeringsforening ”Hamburg/Altona” med navnet ”Hanseaterne”.

Valg til bestyrelsen

På generalforsamlingen var Niels Therkelsen, Linda Sandris Larsen og Peter Jørgensen på valg. Alle blev genvalgt. Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med Hans Lindum Møller som formand Niels Therkelsen som næstformand.

Valg af revisor

Ernst & Young blev valgt som investeringsforeningens revisor.

Yderligere information fås hos direktør Eskild Bak Kristensen påtlf. 74 37 33 10.

 

Venlig hilsen

Syd Fund Management A/S

Eskild Bak Kristensen

Direktør