Forhøjelse af DLRs udstederrating, kommende udstedelser af Senior Resolution Notes samt forventede kapitaltiltag


DLRs udstederrating hævet til A-

Standard & Poor’s (S&P) har den 19. maj 2017 hævet DLRs Issuer Credit Rating (ICR) til A- fra BBB+, idet DLR tildeles en positiv ALAC-justering på +1. Samtidig bekræftes DLRs Stand-Alone Credit Rating (SACP) på BBB+ samt DLRs kortsigtede rating på A-2. Outlook er stabilt. Forhøjelsen skal ses i sammenhæng med DLRs kommende udstedelser af Senior Resolution Notes (SRN), som S&P forventer vil bringe DLRs Additional Loss-Absorbing Capacity (ALAC)-ratio komfortabelt op over 5 pct. inden udgangen af 2017.

Senior Resolution Notes ratet BBB

S&P har ligeledes den 19. maj 2017 tildelt den planlagte DKK 1 mia. SRN-udstedelse en rating på BBB, ét trin under DLRs SACP.

Forventede kapitaltiltag

Som led i den løbende optimering af DLRs kapital- og gældsstruktur har DLR endvidere anmodet Finanstilsynet om tilladelse til at indfri den hybride kernekapital på DKK 1,3 mia. udstedt til PRAS A/S i 2012 ved første call-mulighed den 27. august 2017. Såfremt DLR opnår denne tilladelse, vil DLR samtidig med indfrielsen udstede DKK 650 mio. tier-2 kapital, ligeledes rettet mod PRAS, der kan indgå i opgørelsen af DLRs kapitalgrundlag. Tier 2-udstedelsen vil, sammen med tilbagesalget af aktier til aktionærkredsen i april 2017 til en kursværdi af 603 mio. kr., sikre, at DLRs solvensmæssige forhold ikke påvirkes væsentligt af indfrielsen af de DKK 1,3 mia. hybrid kernekapital.

  

Basisprospektet for SRN udstedelserne og S&P’s rapporter vedr. ratingforhøjelsen samt ratingen af SRN-udstedelsen er alle tilgængelige på DLRs webside www.dlr.dk/investor.

 

Med venlig hilsen

DLR Kredit A/S

 

 


Attachments

2017_05_22_Fondsbrsmedd_Rating_kapitalforhold.pdf