Årsrapport 2016/2017

Harboes Bryggeri A/S


Skælskør, 2017-06-29 13:51 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --  

 

Godt samarbejde med kunderne og fortsat international vækst

  • Harboes nettoomsætning steg med 4,0% til 1.431 mio. kr. Den organiske vækst er især drevet af en fortsat udbygning af aktiviteterne og positionering af koncernens nøglebrands på de internationale markeder.
  • Afsætningen af øl og læskedrikke herunder maltdrikke og malturtprodukter steg med 1,7% til 6,10 mio. hl.

Strategiske investeringer i markedsføring og udvikling påvirker indtjeningen

  • Resultat før afskrivninger, finansielle poster og skat (EBITDA) faldt med 7,5% til 140,9 mio. kr. Det svarer til en EBITDA-margin på 9,8%. Udviklingen skyldes fortrinsvist den fortsatte styrkelse af den strategiske vækstplatform med øgede investeringer i salg og markedsføring, udviklingsaktiviteter samt kvalitet og produktionsledelse.
  • Resultat af primær drift (EBIT) blev 50,1 mio. kr. mod 61,2 mio. kr. sidste år.
  • Koncernresultat før skat blev på 45,4 mio. kr. mod 51,1 mio. kr. året før.
  • Koncernen har i regnskabsåret gennemført investeringer for 110,8 mio. kr. mod 76,8 mio. kr. sidste år. Investeringerne er primært knyttet til nye tekniske anlæg og optimering af procesudstyr.
  • Pengestrømmen fra driften steg til 168,7 mio. kr. mod 131,4 mio. kr. sidste år.

Forventninger til 2017/2018

  • Harboe forventer, at alle koncernens forretningsområder vil bidrage positivt til koncernens resultater, og at især de internationale aktiviteter vil drive en fortsat omsætningsvækst.
  • Harboe forventer EBITDA i niveauet 140-150 mio. kr. og et resultat før skat i niveauet 40-50 mio. kr.

Adm. direktør Bernhard Griese udtaler i forbindelse med årsrapporten:

”Vi investerer i disse år massivt i at opbygge og positionere vores nøglebrands på de internationale markeder, hvor vi ser et meget attraktivt potentiale for vækst og øget værdiskabelse – og aktiviteterne driver væksten i regnskabsåret. Samtidig har vi oprustet vores kompetencer inden for udvikling og kommercialisering af nye værdiskabende maltbaserede ingredienser, som vi også forventer, vil blive et vigtigt fremtidigt bidrag til indtjeningen. Investeringerne og de øgede afskrivninger påvirker resultatet – både i år og i det kommende regnskabsår – men vi forventer, at væksten og den øgede værdi i vores produkter gradvist vil styrke indtjeningen – både relativt og samlet set.”

 


Attachments

Årsrapport_2016_17.pdf