ALKs partner, Torii, opnår godkendelse af tabletvaccinen mod husstøvmideallergi til børn i Japan


København, 2018-02-16 07:00 CET (GLOBE NEWSWIRE) --  

ALK (ALKB:DC / OMX: ALK B / AKABY / AKBLF) meddelte i dag, at selskabets partner i Japan, Torii, har modtaget godkendelse fra de japanske sundhedsmyndigheder til at udvide anvendelsen af tabletvaccinen mod husstøvmideallergi MITICURE™, så den også omfatter behandling af børn med allergisk rhinitis. 

MITICURE™, som markedsføres af ALK som ODACTRA™ i USA og ACARIZAX® i resten af verden, har siden 2015 været tilgængelig i Japan til voksne og unge i alderen 12-64 år, der lider af allergisk rhinitis forårsaget af husstøvmider. Produktet har også siden 2015 været optaget på listen over tilskudsberettigede lægemidler i Japan. 

Henrik Jacobi, forskningsdirektør i ALK, siger: "Siden lanceringen har MITICURE støt og roligt vundet indpas hos lægerne, og de seneste markedsrapporter fra Japan viser, at anvendelsen har nået et opløftende niveau, og at vores partner Torii er klar markedsleder. Tilføjelsen af børneindikationen udvider tabletvaccinens muligheder til at dække en vigtig, ny patientgruppe, børn, for hvem de langsigtede effekter af luftvejsallergi kan være særligt ødelæggende." 

Ansøgningen om behandling af børn var baseret på resultater fra et studie, der undersøgte sikkerhed og effekt ved behandlingen og involverede ca. 400 patienter i alderen 5-17 år med allergisk rhinitis forårsaget af husstøvmider. Det randomiserede, multicenter, placebokontrollerede, dobbeltblindede studie, nåede sit primære mål og viste en statistisk signifikant og klinisk relevant for­bedring i ’total kombineret rhinitis-score’ sammenlignet med placebo. Studiet påviste, at MITICURE™ reduce­rede symptomerne på allergisk rhinitis forårsaget af husstøv­mider i børn samt deres brug af anden medicin. Disse resultater var i overensstemmelse med resultaterne fra tidligere studier med ældre patienter.  

Da MITICURE™ allerede er lanceret i Japan, er en ny lancering ikke nødvendig, og produktet bliver omgående tilgængeligt til behandling af børn. 

ALK-Abelló A/S
 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525
Presse: Jeppe Ilkjær, tlf. 7877 4532, mobil 3050 2014 

Disse oplysninger er oplysninger, som ALK-Abelló A/S er forpligtet til at offentliggøre i henhold til EU's markedsmisbrugsforordning.  

Om tabletvaccinen mod husstøvmideallergi
MITICURE™ er godkendt i Japan til behandling af voksne og børn, der lider af allergisk rhinitis forårsaget af husstøvmider. Verden over markedsføres tabletten som ACARIZAX®, bortset fra i USA, hvor den markedsføres som ODACTRA™. Uden for Europa er tabletten godkendt i Japan, USA, Canada, Australien, hvor den er givet i licens til Sequris samt i Singapore, hvor den er givet i licens til Abbott. I Europa er ACARIZAX® godkendt i 14 lande, herunder også til behandling af allergisk astma i en række lande. Produktet er også under udvikling til andre markeder i verden, herunder Rusland, Sydøstasien, Tyrkiet, Mellemøsten og New Zealand. Udviklingsaktiviteterne har omfattet ca. 6.000 patienter verden over.

Om ALK
ALK er en global, specialiseret medicinalvirksomhed med fokus på allergi og allergisk astma. Virksomheden markedsfører allergi-immunterapi og andre produkter og serviceydelser til mennesker med allergi og allergilæger. ALK har hovedkvarter i Hørsholm, beskæftiger omkring 2.300 mennesker over hele verden og er noteret på Nasdaq Copenhagen. Find mere information på www.alk.net.


Attachments

FM_04_18DK_16022018.pdf