Selskabsmeddelelse nr. 13-19
15. august 2019

Mediekoncernen North Media A/S forbedrede indtjeningen yderligere i 1. halvår 2019. Det primære driftsresultat (EBIT) steg 85%, mens resultat før skat blev mere end fordoblet.

Hovedpunkterne i halvåret var – med sammenligningstal for samme periode i 2018 i parentes:   

  • Omsætningen faldt 3% til 553 mio. kr. (570 mio. kr.) efter lavere volumen i FK Distribution og North Media Aviser. Faldet i FK Distribution var dog mindre end ventet.
  • Det primære driftsresultat (EBIT) før særlige poster blev 66 mio. kr. (51 mio. kr.). Fremgangen skyldes især optimeringer og tilpasning af omkostninger.
  • Efter særlige poster på +3 mio. kr. (-14 mio. kr.) blev det rapporterede EBIT 68 mio. kr. (37 mio. kr.). FK Distribution, North Media Aviser og North Media Online forbedrede indtjeningen på driften, mens indtjeningen i BEKEY var uændret.
  • Videre udvikling af FK Distributions digitale tilbudsformidling, bl.a. via minetilbud.dk, og styrkelse af aktiviteterne i North Media Online.  
  • Resultat efter skat blev 112 mio. kr. (50 mio. kr.) inklusiv et afkast på 77 mio. kr. (32 mio. kr.) på koncernens værdipapirbeholdning.   
  • I 2. kvartal isoleret blev omsætningen 289 mio. kr. (291 mio. kr.), mens EBIT-resultatet før særlige poster blev forbedret til 40 mio. kr. (21 mio. kr.).  
  • Det likvide beredskab udgjorde pr. 30. juni 393 mio. kr. (320 mio. kr.). North Media har i halvåret udbetalt 55 mio. kr. i udbytte og tilbagekøbt egne aktier for 19 mio. kr.   

”2018 var et resultatmæssigt vendepunkt for North Media, og det er tilfredsstillende, at vi kan skabe yderligere fremgang her i 1. halvår, hvor resultaterne blev bedre end ventet ved årets start. Vi fastholder fokus på at forbedre og udvikle kerneydelserne i vores nuværende virksomheder, samtidig med at vi løbende afsøger de muligheder, som digitaliseringen skaber,” siger Kåre Wigh, ordførende koncerndirektør & CFO i North Media A/S.  

Forventninger til 2019 fastholdes  
North Media opjusterede den 25. juni 2019 forventningerne til året (selskabsmeddelelse nr. 12-19), og disse forventninger fastholdes:  

  • Omsætningen ventes at blive 1.110-1.160 mio. kr. (2018: 1.145 mio. kr.)
  • EBIT før særlige poster ventes at stige til 120-140 mio. kr. (2018: 110 mio. kr.)

Alle koncernens 4 forretningsområder ventes i 2019 at opnå en driftsindtjening, der er bedre end eller på niveau med 2018. FK Distribution ventes fortsat at levere hovedparten af koncernens indtjening. North Media Online venter en positiv driftsindtjening efter fremgang i både Lejebolig og Job. North Media Aviser venter en svag forbedring af indtjeningen, drevet af mere effektiv drift og højere priser, mens BEKEY venter et resultat på niveau med eller lidt bedre end i 2018 efter høj, tocifret vækst i afsætningen til hjemmeplejen i Danmark.

Yderligere oplysninger 
Ordførende koncerndirektør & CFO Kåre Wigh, mobil 25 65 21 45.


Vedhæftet fil