Formandsskifte i ALK


ALK (ALKB:DC / OMX: ALK B / AKABY / AKBLF) meddelte i dag, at bestyrelsesformand Steen Riisgaard har meddelt bestyrelsen, at han ønsker at fratræde på selskabets ordinære generalforsamling i marts 2020. Som afløser og ny formand for ALK vil bestyrelsen indstille, at den ordinære generalforsamling nyvælger Anders Hedegaard, CEO for tyske Rodenstock Group.  

Steen Riisgaard blev første gang valgt til ALK’s bestyrelse i 2011 og blev formand i 2012. Han er derudover formand for Vederlagsudvalget og Nomineringsudvalget samt medlem af Revisionsudvalget og Det videnskabelige udvalg.

Steen Risgaard siger om sin beslutning:  ALK har i de senere år under den nye ledelse gjort betydelige fremskridt – både kommercielt, klinisk, strategisk og finansielt. Vi har skabt et robust fundament for fremtiden, og efter næsten ni år i bestyrelsen for ALK, er næste års generalforsamling et naturligt tidspunkt for mig at give stafetten videre på og lade nye kompetencer træde til. Anders Hedegaard vil være den rigtige mand til at tage over og stå i spidsen for den videre udvikling af ALK, for han har en bred og succesrig baggrund i globale life science- og consumer care-virksomheder, og så kender han tilmed ALK indefra.” 

Danske Anders Hedegaard er født i 1960, kandidat i Kemi og Molekylærbiologi fra Danmarks Tekniske Universitet i 1988. Han har siden 1. februar 2019 været CEO for tyske Rodenstock Group, en globalt førende producent af brilleglas og brillestel med 4.900 medarbejdere samt salgsselskaber og distributører i mere end 85 lande.

Anders Hedegaard har bred erfaring fra ledelsen af flere børsnoterede life science- og consumer care-virksomheder:

2014-19: CEO for GN Hearing A/S og GN Store Nord A/S.

2007-14: CEO for Bavarian Nordic A/S.

2002-07: Koncerndirektør i ALK med ansvar for salg og markedsføring.  

Tidligere havde Anders ledende stillinger i Novo Nordisk A/S og Foss A/S.

Han er i dag bestyrelsesmedlem i en række selskaber i Rodenstock Group og i det børsnoterede, danske biotekselskab Orphazyme A/S.

En nærmere præsentation af Anders Hedegaard vil blive udsendt i forbindelse med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling i 2020.

ALK-Abelló A/S

For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525
Presse: Jeppe Ilkjær, mobil 3050 2014

Disse oplysninger er oplysninger, som ALK-Abelló A/S er forpligtet til at offentliggøre i henhold til EU's markedsmisbrugsforordning.

Om ALK
ALK er en global, specialiseret medicinalvirksomhed med fokus på allergi og allergisk astma. Virksomheden markedsfører allergi-immunterapi og andre produkter og serviceydelser til mennesker med allergi og allergilæger. Virksomheden har hovedkvarter i Hørsholm, beskæftiger omkring 2.400 mennesker over hele verden og er noteret på Nasdaq Copenhagen. Find mere information på www.alk.net.

Vedhæftet fil


Attachments

FM_17_19DK_13092019