TCM Group ansætter Glenn Andresen som landechef for Svane Køkkenet Norge


PRESSEMEDDELELSE
                                                                                                            

Tvis, den 13. februar 2020

TCM Group ansætter Glenn Andresen som landechef for Svane Køkkenet Norge

TCM Group, en af Danmarks førende og mest innovative producenter af køkken, bad og garderobe, har pr. 1. april ansat Glenn Andresen som landechef for Svane Køkkenet i Norge.

Glenn Andresen har tidligere har været salgs- og marketingschef og country manager for henholdsvis Sigdal og Norema (del af Nobia koncernen) i Norge. I tillæg til et omfattende branchekendskab har Glenn Andresen desuden stor erfaring inden for rekruttering, hvilket skal understøtte den ekspansionsrejse mod 15-18 norske butikker, som Svane Køkkenet i Norge har sat fuldt fokus på.

”Vi glæder os over tilføjelsen af denne lederprofil med den helt rette baggrund og ser frem til at Glenn sammen med resten af organisationen kan sætte yderligere tryk for vores salg til særligt det professionelle marked i Norge. Derudover har vi et klart mål om at etablere flere Svane-butikker i de største byer, hvor vi oplever meget stor interesse for vores design og innovative løsninger,” udtaler administrerende direktør i TCM Group, Ole Lund Andersen.

Svane Køkkenet har i alt 28 butikker i Danmark og 8 butikker i Norge. Udover Svane Køkkenet består TCM Group af Tvis Køkkener, Nettoline, kitchn og løsninger der sælges under forhandlernes eget brand (private label).

TCM Group fremlægger regnskab for 2019 d. 26. februar og forventer omsætning på 1.000-1.030 mDKK og justeret EBITA på 160-170 mDKK.



For yderligere information:

Ole Lund Andersen, administrerende direktør TCM Group, +45 97 43 52 00

Om TCM Group
TCM Group er Skandinaviens tredjestørste producent af køkkener og badeværelses- og opbevaringsmøbler. Produkterne er dansk design, produceres i Danmark og er rodfæstet i en stolt tradition for kvalitet og solidt håndværk. TCM Group fører en multibrand-strategi, hvor Svane Køkkenet er det primære brand, mens de øvrige brands er Tvis Køkkener, Nettoline og kitchn. Samlet dækker disse brands hele prisspektret, og de sælges gennem ca. 135 forhandlere i Danmark og resten af Skandinavien. Endvidere sælger TCM Group private labelkøkkenmærker gennem gør det selv-forretninger i Danmark og uafhængige køkkenforretninger i Norge. Yderligere oplysninger fås på hjemmesiden www.tcmgroup.dk.

Vedhæftet fil


Attachments

Pressemeddelelse_Landechef i Norge