Ordinær generalforsamling i Schouw & Co.


Schouw & Co. har i dag afholdt ordinær generalforsamling i Hermans, Tivoli Friheden, 8000 Aarhus C. Grundet omstændighederne med Covid-19 blev generalforsamlingen live-streamet over internettet.

Bestyrelsens beretning
Af formandens beretning fremgik det, at Schouw & Co. i 2019 har realiseret en omsætning på 20,9 mia. kr. (mod 18,3 mia. kr. i 2018) og et EBITDA på 1.951 mio. kr. (mod 1.579 mio. kr. i 2018). Af beretningen fremgik det endvidere, at selskabets finansielle forventninger til 2020 fortsat er suspenderet. Bestyrelsens beretning er ikke til afstemning, men blev taget til efterretning.

Godkendelse af årsrapport og overskudsdisponering
Årsrapporten for 2019 med overskudsdisponering og bestyrelsens indstilling om udbytte på 14 kr. pr. aktie blev godkendt, og der blev meddelt sædvanlig decharge for bestyrelse og direktion.

Forslag fra bestyrelsen
Bestyrelsens forslag til vederlagspolitik for bestyrelse og direktion i Aktieselskabet Schouw & Co., og bestyrelsens forslag om et årligt basishonorar til bestyrelsen på 325.000 kr. for 2020 blev godkendt.

Bestyrelsens forslag om fornyelse af bemyndigelse til at erhverve egne aktier samt bestyrelsens forslag om forlængelse af bemyndigelser til at forhøje aktiekapitalen blev godkendt. Endvidere blev bestyrelsens forslag om opdatering af vedtægternes standarddagsorden for ordinær generalforsamling vedtaget.

Valg til bestyrelsen
Af bestyrelsens medlemmer var Agnete Raaschou-Nielsen på valg, og efter indstilling fra bestyrelsen blev Agnete Raaschou-Nielsen genvalgt.

Valg af revisor
Ernst & Young Godkendt Revisionspartnerselskab blev genvalgt.

Bemyndigelse til dirigenten
Generalforsamlingen bemyndigede dirigenten eller den, dirigenten måtte sætte i sit sted, til at anmelde de vedtagne beslutninger til registrering.

Eventuelt
Ingen emner behandlet.

Umiddelbart efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Jørn Ankær Thomsen som formand og Jørgen Wisborg som næstformand.


Aktieselskabet Schouw & Co.

Jørn Ankær Thomsen, bestyrelsesformand
Jens Bjerg Sørensen, adm. direktør

Eventuelle spørgsmål bedes rettet til adm. direktør Jens Bjerg Sørensen på telefon +45 86 11 22 22.

Vedhæftet fil


Attachments

2020-04-15 FBM 05-2020 Referat af generalforsamling