Delårsrapport 1. halvår 2020 for Aalborg Boldspilklub A/S


NASDAQ OMX Copenhagen A/S

Børsmeddelelse nr. 2020/14

Aalborg, 18. august 2020


Bestyrelsen har d.d. godkendt selskabets delårsrapport for perioden 1. januar – 30. juni 2020.

Resumé

Resultatet før skat (EBT) for Aalborg Boldspilklub A/S viser i perioden et overskud på 12,9 mio. kr. mod et underskud på 13,4 mio. kr. for samme periode i 2019. Det er især salgene af Mikkel Kaufmann til FC København og Oliver Abildgaard til FC Rubin Kazan, som har haft en positiv indvirkning på resultatet. 

Omsætningen udgør 25,1 mio. kr. mod 28,9 mio. kr. for samme periode i 2019. Faldet i omsætningen skyldes hovedsageligt et fald i matchday-indtægterne, der grundet Covid-19 har været påvirket af manglende tilskuere til hjemmekampe på Aalborg Portland Park, samtidig med at flere kampe i 3F Superligaen er blevet udsat og først blevet afviklet i juli.
De udsatte kampe har også bevirket, at en væsentlig del af TV-indtægterne for sæsonen 2019/2020 først indgår i juli – modsat juni hvor 3F Superliga-sæsonen under normale omstændigheder afsluttes. Det skal her bemærkes, at sponsorindtægterne for perioden ligger på det forventede niveau, samtidig med der mærkes en stigende opbakning til AaB på trods af Covid-19.  

Resultat af transferaktiviteter viser i første halvår af 2020 et overskud på i alt 30,3 mio. kr., som er væsentligt påvirket af salgene af Mikkel Kaufmann og Oliver Abildgaard. Resultatet af transferaktiviteterne for samme periode sidste år var et underskud på 2,0 mio. kr. 

AaB’s egenkapital udgør 68,3 mio. kr. pr. 30. juni 2020. Den likvide beholdning udgør 12,6 mio. kr. og obligations- og aktiebeholdningen udgør 11,8 mio. kr. AaB har pr. 30. juni 2020 et likvidt beredskab på 24,4 mio. kr.

Covid-19 vil i anden halvdel af 2020 have en forventet stor økonomisk påvirkning for AaB, da antallet af tilskuere til hjemmekampe i efteråret må formodes at være lavere end normalt. Ligeledes bliver der i efteråret 2020 kun afviklet 13 kampe i sæsonen 2020/2021, hvor der normalvis afvikles 18 kampe inden udgangen af året. Dette bevirker, at en væsentlig del af de forventede TV-indtægter først indgår i regnskabsåret 2021, da fem kampe er flyttet hertil grundet Covid-19. 

På trods af ovenstående fastholdes resultatforventningerne for regnskabsåret 2020, og således forventes fortsat et resultat før skat på mellem 0 til minus 5 mio. kr. Heri er indregnet investering i spillertruppen og strategiske investeringer i den kommercielle udvikling. 

AaB endte på en femteplads i 3F Superligaen i sæsonen 2019/2020.

Venlig hilsen
Aalborg Boldspilklub A/S
Thomas Bælum
Administrerende direktør

For yderligere info: Thomas Bælum 2251 7901

Vedhæftet fil



Attachments

Delårsrapport 2020-pdf - Aalborg Boldspilklub