Unicon etablerer i fællesskab med de to norske selskaber, Franzefoss Bruk AS og Stange Betong AS, Norges største fabriksbetonvirksomhed.
Unicon Group, der er et selskab i FLS Koncernen, og de norske selskaber, Franzefoss Bruk AS og Stange Betong AS, har etableret et fælles norsk selskab, Unicon AS. Unicon er majoritetsaktionær med 50,5 pct. af aktiekapitalen, mens Franzefoss Bruk AS og Stange Betong AS hver ejer 24,75 pct.
Som meddelt i fondsbørsmeddelelse af 30. maj 2000 overtog Unicon ultimo maj de norske fabriksbetonselskaber, HF-Gruppen AS og HG Betong AS, hidtil ejet af Norges største entreprenørselskab Veidekke AS. De samlede fabriksbetonaktiviteter fra Franzefoss Bruk AS og Stange Betong AS vil nu blive føjet hertil, og også aktiviteterne i Unicons norske datterselskab, Unicon Betong AS, indgår i den nye virksomhedskonstellation.
Den fælles virksomheds afsætning vil udgøre ca. 1/3 af det samlede norske marked for fabriksbeton. Udviklingen i Norge placerer samtidig Unicon som den suverænt største aktør på det skandinaviske marked for fabriksbeton.
Unicon AS vil omfatte 29 fabrikker over hele Sydnorge med den største koncentration omkring Oslo. Det nye selskab får ca. 140 medarbejdere og forventer en samlet årlig omsætning på 0,5 mia. norske kroner svarende til lige godt 60 mio. euro.
Etablering af Unicon AS er betinget af de norske myndigheders endelige godkendelse, der forventes at foreligge primo juli 2000.
Unicon etablerede sig på det norske marked i begyndelsen af 1999 med overtagelsen af det daværende Noco Betong. Udbygning af aktiviteterne i Norge er en vigtig del af realiseringen af Unicons mål om international ekspansion via stærke, regionale markedspositioner i Skandinavien, USA og Polen/Østeuropa.
Etablering af det nye selskab vil ikke indebære en opjustering af Unicons resultatforventninger i indeværende år, da der vil være en række engangsomkostninger forbundet med integrationen af det nye selskab i Unicon koncernen.
FLS Industries A
/S
Koncerninformationsafd.