OMX Nordic Exchange Copenhagen A/S
Nikolaj Plads 6
1067 København K
Direktionen
Nygade 4
4900 Nakskov
Telefon: 54 92 33 44
Telefax: 54 92 87 69
e-mail: direktionen@sparlolland.dk
web: www.sparlolland.dk
Swift/BIC-kode: SPNODK22
Dato: 30. august 2007
Fondsbørsmeddelelse nr.: 1/2007
Sparekassen Lolland A/S offentliggør prospekt i forbindelse med udbud af nye
aktier rettet mod garanterne i Sparekassen Lolland A/S og notering på OMX Nordic
Exchange Copenhagen A/S
Den 6. juni 2007 besluttede repræsentantskabet i Sparekassen Lolland at omdanne
Sparekassen Lolland til aktieselskabet Sparekassen Lolland A/S via en fusion med
det 100 % ejede datterselskab Selskabet af 15.11.2006 A/S, med sidstnævnte
selskab som det fortsættende selskab under navnet Sparekassen Lolland A/S.
I henhold til bestemmelserne i Lov om finansiel virksomhed om omdannelse af
sparekasser til aktieselskaber, skal garanter i forbindelse med omdannelsen
tilbydes at ombytte deres garantikapital i sparekassen til aktier i
aktieselskabet. Bestyrelsen i Sparekassen Lolland A/S blev den 6. juni 2007
bemyndiget til at forhøje selskabets aktiekapital ved ombytning af den af
garanterne i Sparekassen Lolland indskudte garantikapital til markedskurs.
Bestyrelsen er endvidere blevet bemyndiget til ad én gang at forhøje Sparekassen
Lolland A/S' aktiekapital ved kontant indbetaling fra Fonden for Sparekassen
Lolland for et beløb svarende til de aktier, der ikke tegnes af garanterne ved
konvertering af garantikapital.
Sparekassen Lolland A/S' nuværende aktiekapital udgør nominelt 67.484.520 kr.
fordelt på 6.748.452 stk. aktier à nominelt 10 kr..
Udbuddet
Konverteringsbeløb
Den samlede garantikapital i Sparekassen Lolland A/S udgjorde pr. 28. august
2007 nominelt 371.205.000 kr. I forbindelse med konverteringen af garantikapital
til nye aktier i Sparekassen Lolland A/S udbydes op til 1.484.820 stk. nye
aktier à nominelt 10 kr.
Konverterings- og tegningskurs
Konverteringen af garantikapital til aktier sker til markedskurs. Markedskursen
er fastsat til 250 kr. pr. aktie à nominelt 10 kr. For hvert garantibeløb à
1.000 kr. kan der tegnes 4 aktier ved konvertering af garantikapital.
Konverteringsperiode
Konverteringsperioden løber fra mandag den 10. september 2007 kl. 9.30 til
mandag den 24. september 2007 kl. 16.00.
Konverteringsberettigede
Garanter i Sparekassen Lolland A/S den 28. august 2007 er berettigede til at
tegne nye aktier i Sparekassen Lolland A/S ved konvertering af deres
garantikapital.
Konverteringssted
Sparekassen Lolland A/S fungerer som konverteringssted i forbindelse med
konverteringen af garantikapital i Sparekassen Lolland til aktier i Sparekassen
Lolland A/S.
Afregning og registrering
Registrering af de nye aktier i Værdipapircentralen sker senest fredag den 12.
oktober 2007. Samtidig trækkes de til garantikapitalen knyttede afkastkonti for
betaling.
Notering på OMX Nordic Exchange Copenhagen A/S
Såvel de eksisterende som de nye aktier i Sparekassen Lolland A/S er søgt
optaget til notering på OMX Nordic Exchange Copenhagen A/S efter registrering af
kapitalforhøjelsen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med forventet første
noteringsdag mandag den 15. oktober 2007. Noteringen forudsætter OMX Nordic
Exchange Copenhagen A/S' godkendelse af spredningen af aktierne.
Tegningsgaranti
Fonden for Sparekassen Lolland har overfor Sparekassen Lolland A/S afgivet
bindende og ubetinget tegningsgaranti om tegning af de aktier, der ikke bliver
tegnet af garanterne, ved kontant indbetaling. Tegningsgarantien er maksimeret
til 400.000 stk. aktier svarende til et maksimalt tegningsbeløb på 100 mio. kr.
Baggrunden for udbuddet
Bestyrelsen i Sparekassen Lolland påbegyndte i sommeren 2006 en drøftelse af
fordele og ulemper ved at omdanne sig til aktieselskab. Ud fra en række
overordnede betragtninger såsom kapitalstruktur, selskabsform, muligheder for
kapitalfremskaffelse m.m., fandt bestyrelsen efter grundige drøftelser at en
omdannelse fra selvejende institution til aktieselskab var forbundet med en
overvægt af fordele, som ville sikre, at Sparekassen Lolland også i fremtiden
kunne agere som et vækstorienteret og dynamisk pengeinstitut.
Den endelige beslutning om at foretage selskabsomdannelsen blev truffet på et
ekstraordinært repræsentantskabsmøde afholdt den 6. juni 2007, hvor omdannelsen
til aktieselskab blev vedtaget med stort flertal.
Forud for drøftelserne i bestyrelsen tilbage i 2006 havde Sparekassen Lolland
igennem flere år udviklet sig fra en lokal sparekasse til et stort regionalt
pengeinstitut. Dels gennem etablering af filialer på Sjælland men også via
opkøb/investering i andre finansielle virksomheder. I 2005 foretog Sparekassen
Lolland sin til dato største investering, idet man erhvervede hele
aktiekapitalen i Finansbanken A/S.
Til trods for at Sparekassen Lolland A/S med det nuværende kapitalgrundlag har
plads til en forholdsvis stor forretningsmæssig vækst, skønnes omdannelsen at
sikre en mere tidssvarende mulighed for til stadighed at kunne fastholde et
solidt kapitalgrundlag.
Som følge af forventningen om en i det væsentlige uændret balancesammensætning,
har Sparekassen Lolland A/S et vedvarende behov for ekstern funding på såvel
nationale som internationale finansielle lånemarkeder. Bestyrelsen vurderer, at
omdannelsen til aktieselskab vil have en gunstig effekt på de vilkår, som
kreditfaciliteterne kan opnås på.
Sparekassens omkring 21.000 garanter har hidtil kunnet opnå fordelagtige vilkår
på en lang række af de produkter, som tilbydes kunderne. Kommende aktionærer vil
også kunne opnå en række fordele ved at være kunde i Sparekassen Lolland A/S.
Der er således udviklet et nyt aktionærkoncept, som giver en række fordele til
aktionærer, der samtidig er kunder i Sparekassen Lolland A/S. Nok så vigtigt
opnår aktionærerne hvad garanterne ikke gjorde - nemlig at få andel i
Sparekassen Lolland A/S' resultater.
Omdannelsen til aktieselskab giver mulighed for udstedelse af aktier til
nuværende og nye medarbejdere - enten i form af gratisaktier eller ved tegning
til favørkurs. Sparekassen Lolland
A/S finder denne mulighed af stor betydning for til stadighed at kunne fastholde
og tiltrække nye medarbejdere.
Offentliggørelse af prospekt
Der er udarbejdet prospekt dateret den 28. august 2007. Prospektet
offentliggøres via Københavns Fondsbørs den 31. august 2007. Prospektet kan fra
den 31. august 2007 downloades på Sparekassen Lolland A/S' hjemmeside,
www.sparlolland.dk, og kan endvidere fra den 6. september 2007 hentes i
Sparekassen Lolland A/S' filialer.
En brochure med uddrag af oplysningerne i prospektet vil blive fremsendt til
garanter i Sparekassen Lolland A/S bosiddende i Danmark, herunder Grønland og
Færøerne.
Med venlig hilsen
SPAREKASSEN LOLLAND A/S
Lynge Thang Jørgensen
Administrerende direktør
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Administrerende direktør Lynge Thang Jørgensen Tlf. +45 54 92 33 44
Sparekassen Lolland A/S offentliggør prospekt i forbindelse med udbud af nye aktier.
| Quelle: Sparekassen Lolland A/S