Jørgen Buhl Rasmussen er udnævnt til ny administrerende direktør for Carlsberg A/S. Han tiltræder 1. oktober og afløser Nils Smedegaard Andersen, 49 år, som efter seks år på posten skal være administrerende direktør i A.P. Møller - Mærsk. Jørgen Buhl Rasmussen er 52 år og har været medlem af Carlsbergs koncernledelse siden april 2006. Formanden for Carlsbergs bestyrelse Povl Krogsgaard-Larsen betegner ham som den rigtige mand til at sikre kontinuiteten i Carlsbergs forretningsstrategi og til at udvikle virksomheden yderligere. "Jørgen Buhl Rasmussen har stor international erfaring, han har i en lang årrække arbejdet med daglige forbrugsvarer, og han er allerede en del af Carlsbergs koncernledelse. Dertil kommer, at han med ansvar for Carlsbergs forretning i Østeuropa og joint-venture samarbejdet i BBH har bidraget markant til Carlsbergs positive udvikling. Jeg er overbevist om, at han vil forstå at skabe innovation på eksisterende markeder og at se mulighederne på nye markeder," siger Povl Krogsgaard-Larsen, der også fremhæver Jørgen Buhl Rasmussens evne til at skabe engagement hos medarbejderne. Før ansættelsen på Carlsberg var Jørgen Buhl Rasmussen med base i London President for Gillette Group i Østeuropa, Mellemøsten og Afrika. Tidligere har han haft andre ledende stillinger i Gillette, Duracell, Master Foods og Lagerman. Carlsbergs finansdirektør Jørn P. Jensen, 43 år, er samtidig udnævnt til viceadministrerende direktør. Jørgen Buhl Rasmussen og Jørn P. Jensen udgør herefter koncernledelsen. Der holdes pressemøde om udnævnelserne i dag klokken 11.00 i Carlsbergs hovedkvarter, Ny Carlsberg Vej 100, København. Billeder af Jørgen Buhl Rasmussen og Jørn P. Jensen kan downloades fra Carlsbergs hjemmeside, http://www.carlsberggroup.com/Company/Management/Pages/Default.aspx For yderligere information kontakt: Investor Relations: Mikael Bo Larsen +45 3327 1223 Media Relations: Jens Bekke +45 3327 1412